Jubilæum i Dragør Menighedsbørnehave:

Mælk i stålkrus, middagslur – og måske en endefuld

Børneverdenen har ændret sig en hel del siden midten af forrige århundrede, hvor Dragør Menighedsbørnehave blev grundlagt
Jes Holm, der selv gik i børnehaven fra 1962–65, benytter sig af chancen for at genafprøve en af de køjer, der dengang blev brugt under den obligatoriske middagslur. Foto: Tim Panduro.
Jes Holm, der selv gik i børnehaven fra 1962–65, benytter sig af chancen for at genafprøve en af de køjer, der dengang blev brugt under den obligatoriske middagslur. Foto: Tim Panduro.

For Jes Holm var jubilæumsfejringen i Dragør Menighedsbørnehave i fredags en tur ned ad mindernes vej – en vej, der fører godt 50 år tilbage – til 1962–65, hvor han gik i børnehaven, og en tid, hvor stemningen var lidt mindre løssluppen end den, der kendetegner ungerne i nutidens børnehaver.

»Der var disciplin,« fortæller han og fortsætter forklarende:

»Om morgenen stillede vi os op på linje med hvert vores stålkrus for at få vores mælk – og den skulle drikkes.«

Også en køje, der ligner noget fra et militærlazaret, men blev brugt, når der skulle soves middagslur, vækker minder.

»Vi skulle alle sammen sove til middag, uanset hvor gamle vi var, og vi skulle ligge stille. Køjerne knirkede, og hvis der kom den mindste lyd, fik vi et skarpt blik fra den voksne, der holdt øje med os,« siger Jes Holm, der er positivt overrasket over, hvordan børnehaven tager sig ud i dag.

»Det er helt anderledes lyst,« siger han og glæder sig samtidig over, at nogle ting ligner sig selv. For eksempel dele af legepladsen – her står nogle sving- og legestativer stadigvæk fra dengang.

Egentlig ville børnehaveleder Kirsten Nielsen have fjernet dem, da hun tiltrådte.

»Men de viste sig at være utroligt populære hos børnene, og det er de stadigvæk,« siger hun, mens hendes souschef, Tine Freek Petersen, der selv meget kortvarigt har gået i børnehaven, fortæller om en knap så populær ting, der nu hører fortiden til.

»Jeg mødte en kvinde, der har gået her. Hun fortalte, at Frk. Jensen (tidligere leder Alice Jensen) havde ringet hjem til hendes far for at høre, om hun måtte få smæk. Faren sagde nej. Men det hændte, at børn blev lagt over knæet til en endefuld foran de andre børn,« siger souschefen.

Jes Holm husker en børnehave med disciplin – men der var også tid til leg for den unge Jes, der her er i fuld gang med at udfolde sig med børnehavens legetøj i begyndelsen af 1960’erne. Privatfoto.
Jes Holm husker en børnehave med disciplin – men der var også tid til leg for den unge Jes, der her er i fuld gang med at udfolde sig med børnehavens legetøj i begyndelsen af 1960’erne. Privatfoto.

Fik du læst?