Vi har modtaget:

Turistbusser parkerer

Voksende frustration over langtidsparkering af turistbusser ved Dragør Havn
Turistbusser parkerer hele døgnet på Færgevej.
Turistbusser parkerer hele døgnet på Færgevej.

Gennem de seneste år har beboerne tæt på havnen oplevet, at flere og flere turistbusser »overnatter« på den anviste busparkering, der formentligt er tiltænkt parkering af turistbusser med ærinde (turister) til Dragør. Hvor parkering foregår i dagtimerne og i kortere tidsrum.

Imidlertid oplever vi, der bor tæt på havnen, at busparkeringen i større og større omfang bruges til overnatning og døgnparkering af busser i flere dage, uden at de bliver rørt.

Natten mellem onsdag den 21. og torsdag den 22. august stod fem turistbusser parkeret. De fleste indregistreret i Litauen.

Ud af disse fem turistbusser kørte en enkelt bus kl. 7.30.Lidt senere på formiddagen forlod en bus parkeringen kortvarigt. Dette betød, at der generelt holdt fire turistbusser – vel at mærke uden turister – hele dagen.

Fredag den 23. august kunne vi konstatere, at tre turistbusser har holdt stille i foreløbig tre døgn – uden at være ude at køre.

Vi undrer os over, at dette tillades. Her henviser vi til Dragør Kommunes egen bekendgørelse:

§ 3. Biler med tilladt totalvægt over 3.500 kg (lastbiler, busser og lignende), påhængskøretøjer (herunder campingvogne), motorredskaber og traktorer må ikke parkeres i tidsrummet kl. 19.00–07.00, med mindre sådan parkering er tilladt ved særlig afmærkning på bestemte vejstrækninger eller pladser. Uden for de nævnte steder må påhængskøretøj (herunder campingvogne) med tilladt totalvægt på højest 2.000 kg dog parkeres i indtil 24 timer.

Hvad er grunden til, at udenlandske turistbusser i stigende grad benytter sig at parkere på Dragør Havn?

Hvem ejer disse busser, og hvem servicerer de?

Er det okay, at Dragør Kommune bekoster og servicerer forholdene til turistbusser, som vel at mærke ikke fragter turister til eller fra Dragør?

Dragør er kendt for vores frie udsyn til Øresund, men med den stadigt stigende benyttelse af busparkering som døgnparkering, hvor chaufførerne vasker og rengør deres busser, er det sparsomt med kvaliteten af udsigten.

Er det okay, at Dragørs borgere og beboerne i nærområdet omkring havnen skal finde sig i, at den dejlige udsigt og det grønne område til vandet bliver mere og mere spoleret?

Problemet kunne løses ved at opsætte undertavle til busskiltet, hvor det anføres, at parkering af busser ikke er tilladt, mellem f.eks. kl. 22 og kl. 07.00?

Vi og flere andre har gjort Dragør Kommune opmærksom på forholdene – men indtil videre har det desværre ikke hjulpet.

Hvis ikke Dragør Kommune vil agere – er vi så prisgivet til at se stiltiende til, mens havnens arealer fyldes op med busser etc. på trods af, at det kræver en særlig tilladelse?

Med venlig hilsen 
Mette og Tonny Jensen
Strandlinien 22

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?