Ny udvikling for den gamle lodsbåd

Renoveringen af den gamle lodsbåd Ravnen skrider frem, og et bådhus skal snart beskytte den historiske båd
Den nye bevilling fejres af de frivillige, som står for istandsættelsen af Ravnen, der i dagens anledning har fået besøg fra borgmester Kenneth Gøtterup og museumsleder Søren Mentz. Foto: Ravnenlauget.
Den nye bevilling fejres af de frivillige, som står for istandsættelsen af Ravnen, der i dagens anledning har fået besøg fra borgmester Kenneth Gøtterup og museumsleder Søren Mentz. Foto: Ravnenlauget.

Siden 2019 har 13 frivillige arbejdet på at restaurere den gamle lodsbåd »Ravnen« med det formål at sikre dens fremtid.

Ravnen, der er bygget i 1880, står under en presenning på Dragør Gamle Havn. Presenningen har dog vist sig ikke at være nok til at beskytte båden imod vind og vejr, og derfor er ønsket om et bådhus til bedre beskyttelse opstået.

Støtte fra Velux Fonden

Arbejdet med renoveringen af Ravnen begyndte, da lavet for båden fik grønt lys fra Museum Amagers leder, Søren Mentz, i 2019. Med økonomisk støtte fra Velux Fonden kunne de frivillige indkøbe både værktøj og materialer til renoveringen, som har været i gang lige siden.

Ravnen, som blev bygget til Dragørs lodser, er Danmarks ældste lodsbåd og en vigtig del af byens maritime historie.

Båden står nu på land mellem Havnepakhuset og miljøstationen ved det gamle værft, men man har måttet konstatere, at den har brug for yderligere beskyttelse mod vejret, hvis den skal overleve de næste mange år. Denne konstatering førte til idéen om at bygge et bådhus, der ikke alene kan beskytte båden, men også samtidigt integrere den bedre i området.

Da man foråret havde fået alle de nødvendige byggetilladelser på plads, indsendte lavet endnu en ansøgning til Velux Fonden for at søge økonomisk støtte til opførelsen af bådhuset.

Lavets ansøgning er nu blevet imødekommet med en bevilling på 175.000 kroner.

Bevillingen dækker blandt andet aflønningen af skibstømrer Claus Bruun, som vil sikre, at bådhuset bygges i overensstemmelse med håndværksmæssige standarder, samt at huset bliver indpasset i det historiske miljø omkring skurbyen og museumsbygningerne på havnen.

Model og tegninger af det kommende bådhus vil blive udstillet i udstillingsskabet, som står ved siden af Ravnen – et skab, hvori interesserede kan følge med i projektets udvikling.

Fejring med fællesskab

I lavet omkring Ravnen er der tradition for at markere afslutningen på store arbejdsfaser med et måltid mad og fælles hygge. Mandag den 2. september blev Velux Fondens bevilling fejret med deltagelse af både Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup, og Museum Amagers leder, Søren Mentz, som begge støtter op om projektet.

Næste skridt for lavet er opførelsen af bådhuset, som skal beskytte den historiske lodsbåd.

Fik du læst?