Vejbump skal sænke farten på Ndr. Dragørvej

Nyt fodgængersignal og fjernelse af bussluse har givet højere hastighed hos de kørende – det skal standses med nyt tiltag

Da Dragør Kommune i sommerferien nedlagde en bussluse på Ndr. Dragørvej for at gøre klar til et nyt fodgængersignal mellem D. B. Dirchsens Allé og A. P. Møllers Allé, havde det en utilsigtet virkning: Flere bilister valgte at træde lidt ekstra på speederen, da den fartdæmpende bussluse var væk.

Men det bliver der snart sat en stopper for, hvis Klima-, By- og Erhvervsudvalget som forventet følger forvaltningens indstilling ved sit møde i denne uge.

Kommunens trafikrådgiver har anbefalet, at der bliver lavet to vejbump i en passende afstand fra det kommende lyskryds.

Foruden at sikre skolebørn, der krydser vejen, vil en lavere hastighed også gavne trafikanter fra A. P. Møllers Allé, når de skal ud på Ndr. Dragørvej.

De to vejbump koster 70.000 kroner. Pengene kan findes inden for de 700.000 kroner, der er sat af til det nye lyskryds.

Fik du læst?