Dragør Golfklub har fået en danmarksmester

19-årige Emil Tingsted Blum har vundet DM for ­herreamatører – og satser på at blive professionel.

Den blot 19-årige Emil Tingsted Blum vandt en overbevisende sejr, da han tidligere på måneden deltog i danmarksmesterskaberne i golf for herreamatører på golfbanen i Frederikshavn.

Dermed bragte han et danmarksmesterskab hjem til Dragør Golfklub, der har været det unge golftalents hjemmebane, siden han tog fat på golfsporten.

Klubben valgte da også at hylde ham grundigt efter sejren, fortæller Emil Tingsted Blum.

»Jeg blev inviteret ud til klubben under påskud af, at et par medlemmer fra bestyrelsen ville sige tillykke. Men da jeg kom frem, stod der over 100 mennesker og klappede mig ind. Det var meget rørende at blive mødt af venner, andre golfspillere og selv folk, jeg ikke kender, på den måde,« siger han.

Emil Tingsted Blum blev student i sommer. Tiden op til var travl, og han fik ikke så meget tid på golfbanen, som han plejer. Derfor er han også overrasket over det gode resultat.

»Jeg synes ikke, at jeg har haft en supergod sæson, så jeg troede ikke på, at det kunne lade sig gøre at vinde. Men både min familie og min træner har sagt, at det kunne lade sig gøre, og det fik de så ret i.«

Emil Tingsted Blum regner med at fortsætte som amatørspiller i et års tid endnu, men en professionel karriere trækker i ham.

»I golf bestemmer man selv, om man vil tilmelde sig de professionelle turneringer. Det er mit mål at blive professionel, men jeg skal lige have det sidste med som amatør,« siger han.

Emil Tingsted Blum er nyslået Danmarksmester. Her er han fotograferet sidste år, hvor han vandt den lokale turnering Dragør Pokalen. Privatfoto.
Emil Tingsted Blum er nyslået Danmarksmester. Her er han fotograferet sidste år, hvor han vandt den lokale turnering Dragør Pokalen. Privatfoto.

Fik du læst?