Dragør Nyt i Rotary

Revitalisering af Lokaljournalistikken: Dragør Nyt Puster Nyt Liv i Byens Nyhedsstrøm

Torsdag den 19. september fra kl. 18.30 til 20 kan man til Dragør Rotary Klubs møde på Dragør Strandhotel høre Rasmus Mark Pedersen og chefredaktør Henrik Askø Stark fortælle om Dragør Nyts udviklingsprojekt, som i disse år fornyer byens lokalavis.

I en tid, hvor lokalaviser landet over bliver stedse tyndere indholdsmæssigt, hvis da ikke de simpelthen lukkes, har man fra Dragør Nyt sat sig for at sikre, at kommunen ikke ender som endnu en nyhedsørken i det danske medielandskab. For at opnå det vælger man at fokusere på fornyelse og kvalitet frem for besparelser.

Projektet har blandt sine formål at få såvel læsere og som erhvervsdrivende til at bakke endnu bedre op om avisen. Det skal tydeliggøre, at det er en god forretning at investere i annoncer i den lokale avis på tryk og net for at tiltrække kunder.

Rasmus Mark Pedersen og Henrik Askø Stark løfter på mødet en del af sløret for, hvordan Dragør Nyt har tænkt sig at nå målene, og der bliver mulighed for at diskutere avisens fremtid.

Arrangementet er åbent for alle gæster med interesse for Dragør Nyt og Dragør Rotary Klub, men tilmelding er nødvendig på sl@groenbech.com eller på tlf.: 40 33 05 55.

Gæster betaler selv 200 kroner for middag under mødet.

Henrik Askø Stark og Rasmus Mark Pedersen fra Dragør Nyt. Foto: TorbenStender.
Henrik Askø Stark og Rasmus Mark Pedersen fra Dragør Nyt. Foto: TorbenStender.

Fik du læst?