Det var den tyske kunstner Gunter Demnig, der i 1992 fik idéen til verdens største decentrale mindesmærke for Anden Verdenskrig. Han begyndte at udforme små, messingbelagte mindeplader, der lægges ned i vejbelægninger og fortove – til minde om specifikke mennesker, der blev forfulgt af nazisterne eller hjalp de mange flygtninge.
Trods navnet er pladerne ikke nogen, man snubler over. Idéen er, at man snubler med hjernen og hjertet over de mennesker, de skal minde om.
Her i 2024 er der blevet placeret over 100.000 snublesten over hele Europa, og i mandags nåede man op på 135 i Danmark. Blandt andet blev den første snublesten i Dragør lagt. Den blev indsat i fortovet foran Rønne Allé 42, hvor Ellen Wilhelmine Nielsen boede.
Borgmester Kenneth Gøtterup indviede stenen med en tale om det liv, hun levede, som fortæller meget om, hvordan forfølgelsen af det jødiske folk og andre, der ikke faldt i Hitlers smag, var så modbydelig, at mange helt almindelige danskere – blandt andet en række Dragør-borgere – satte livet på spil i modstandsbevægelsen for at hjælpe dem.
»Sidste år i oktober måned mindedes vi 80-året for jødernes flugt over sundet. Den 4. oktober udførte Gestapo en razzia på havnen, hvor omkring 15 jødiske borgere blev anholdt – og gik en frygtelig skæbne i møde. Flere Dragør-borgere måtte det næste halve års tid gå under jorden eller flygte til Sverige. Adskillige blev arresteret, tortureret, fængslet og interneret. Og nogle blev deporteret til kz-lejre. Ellen Wilhelmine Nielsen var en af disse sidste og oplevede en tilintetgørelseslejrs mareridt,« fortalte borgmesteren.
Ellen Wilhelmine Nielsens navn er ikke plastret ud over de danske historiebøger om krigen og modstandsbevægelsen. Som så mange andre var hun en af de stille hjælpere, som sjældent bliver nævnt, men som ikke desto mindre gjorde en kæmpe indsats for at hjælpe de, der blev forfulgt af nazisterne, og som udviste stor fysisk og mental styrke ved at kunne overleve et ophold i en kz-lejr.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Ellen Wilhelmine Nielsen arbejdede – sammen med sin søster og flere andre bekendte fra Dragør – som fiskerkone på Gammel Strand inde i København. Flere Dragør-fiskere hjalp som bekendt gennem hele krigen med at sejle jøder fra Dragør Havn til Sverige, men dette havde Ellen Wilhelmine ikke været involveret i, før hun mødte to forfulgte jøder på sit arbejde som fiskerkone.
»De kom til hende og spurgte, om hun kendte en fisker, der kunne sejle dem til Sverige for 2.000 kroner. ’Hvorfor vil De til Sverige?,’ spurgte hun. De forklarede hende, at de var jøder og forfulgt af tyskerne. Det var første gang, Ellen Nielsen hørte om jødeforfølgelsen. Hun kunne ikke forstå, hvorfor de så var på åben gade. Da de fortalte hende, at de ingen steder havde at skjule sig, skyndte hun sig at lukke tidligt og tage dem med hjem til Dragør,« fortalte Kenneth Gøtterup i sin tale.
Gennem den fisker, hun fik til at sejle brødrene til Sverige, kom Ellen Nielsen i kontakt med modstandsbevægelsen. Hun blev nemlig spurgt af modstandsgruppen Holger Danske, om hun ville hjælpe andre flygtninge. Hun sagde ja, og herefter blev hendes hjem et skjulested for jøder, inden de blev sejlet videre til Sverige.
Ellen Nielsen skjulte mellem 50 og 75 jøder, der blev i to til tre dage ad gangen. Natten mellem den 27. og 28. juli 1944 gik det dog galt.
»Ellen Nielsen og 11 Dragør-fiskere blev arresteret. Gestapo kom efter hende klokken 21.30. Ifølge Ellen Nielsen blev hun sigtet af Gestapo for sabotage og våbensmugling fra Sverige og dømt til døden ved skydning. Hun bekræfter selv, at hendes illegale arbejde bestod i bladuddeling og transporter til Sverige, men var diskret om, hvad transporter omfattede,« fortalte Kenneth Gøtterup.
Ellen Wilhelmine Nielsen blev først placeret i Vestre Fængsel, men i december 1944 blev hun sammen med 89 mænd og ti andre kvinder deporteret. Hun havnede i kz-lejren Ravensbrück, hvor der på det tidspunkt var stuvet over 45.000 kvinder sammen i en lejr, der var beregnet til 6.000–7.000.
»Ellen Nielsen selv blev udvalgt til gasning mindst to gange. Første gang fik hun sit nummer skrevet med mørkt blæk på venstre arm og blev ført til en blok, som de stod opstillet foran det meste af dagen. Der var så travlt i gaskamrene, at hun fik lov til at overleve den dag. Næste dag stod de igen og ventede. Denne gang blev alle stuvet ind i lastbilerne bortset fra de fire sidste, deriblandt Ellen Nielsen – så ved tilfældets gunst overlevede Ellen igen. Tidligt om morgenen den 8. april 1945 blev Ellen Nielsen reddet og kom med en af otte hvide busser fra det svenske Røde Kors – først til Padborg og derfra til Sverige,« lød det fra borgmesteren ved indvielsen af snublestenen og fortsatte:
»I dybeste respekt nedsætter vi snublestenen for at mindes en medborger, der overlevede opholdet i de tyske koncentrationslejre.«
