Udslusningsboliger kan ende med at blive droppet

Dragør overvejer at skrinlægge planer om boliger til tidligere hjemløse grundet komplekse udfordringer.

Idéen om at etablere udslusningsboliger til hjemløse i Dragør ser ud til at blive droppet. Det var i hvert fald beslutningen på det seneste møde i Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget her i september.

Udslusningsboliger er midlertidige boliger, kommunen kan benytte til borgere, der har været hjemløse og nu skal flyttes fra et herberg eller et forsorgshjem og ud på det almindelige boligmarked. I Dragør Kommune er der ikke mange af denne slags sager.

De sidste par år har der været tre borgere om året, der visiteres til permanent bolig efter midlertidigt ophold på et herberg.

Kommunens administration har undersøgt flere forskellige muligheder for at oprette udslusningsboliger. Eksempelvis de allerede istandsatte og tomme pavilloner på Rødtjørnen – et nyt projekt med at istandsætte pavilloner til brug som udslusningsboliger på Hvidtjørnen og endelig at indrette en lejet villa på en ikke-fastsat adresse som udslusningsbolig. Ingen af mulighederne var optimale.

Derudover konkluderede administrationens undersøgelser, at da målgruppen er lille, men meget bred, fordi den kan spænde fra traumatiserede flygtninge til personer med misbrug, psykisk sygdom eller problemer med kriminalitet, er det meget kompliceret at oprette udslusningsboliger, der vil kunne opfylde alle behov og give den rette støtte til alle.

I stedet for at oprette udslusningsboliger har udvalget derfor vedtaget, at man skal fortsætte med at følge målgruppen tæt og øge fokus på at få borgere videre fra herberg til egen bolig. Dette skal ske med udgangspunkt i den enkeltes behov, og der skal være en tæt opfølgning bagefter.

Økonomiudvalget bakkede op om Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalgets indstilling, og sagen endeligt vedtages af kommunalbestyrelsen torsdag den 26. september.

Fik du læst?