Kære borgmester i Dragør
At bo i Dragør er et privilegie. Stilhed og stemmer. Foretagsomhed i krogene. Byliv tilsat landlige glimt og havets fortælling. Noget aktuelt og konkret andet historien om stedets forankring og omskiftelige tilværelse, hvilket tilstrømningen af turister understreger. Og sejlerfolket værdsætter at lægge til her. På sundet alverdens skibe med last som flyene højere oppe. Man er midt i historien. Mærker fortid og nutid. Tænker fremtid.
Rigtig gættet. Lidt af et glansbillede, men sådan et skal der undertiden også være plads til. I ens barndom samlede man jo på dem. Glansbillederne. Men glansen kan også gå af Sankt Gertrud – en vending, som vist har sin oprindelse tilbage i det 17. århundrede. Men dette fravær af glans synes ofte at ramme Dragør Kommune, orkestreret, må man formode, af de beslutningstagere, der er.
Som nu en ubetydelig byggesag, der har taget år at få behandlet. Forvaltningen siger nej til projektet. Beder om ændringer, der foretages og fremsendes, som også får nej. Det gentager sig. Så er der en behjertet sjæl, som over for nejsigerne gennemgår regulativerne på området. Og så: Vupti! Tilladelsen er i hus. Dejligt. Men det tog to år. Forunderligt.
Forunderligt er også, at beslutningstagerne i kommunen valgte at sige ja til Normal som erstatning for Irma. Man lovede borgerne en levnedsmiddelforretning – det er Normal ikke.
Søger man efter levnedsmiddelbutikker i Dragør, nævnes Normal ikke. Af indlysende grunde, for det er ikke en levnedsmiddelbutik.
Værre er det naturligvis, når det drejer sig om borgernære – meget personlige – sager, som ikke synes at blive behandlet på en betryggende måde.
Og nu bliver det meget personligt. Min kone lider af Alzheimers sygdom og en svær depression. Efter anbefaling fra Rigshospitalet ansøger jeg på min kones vegne om en plejebolig.
Den 11. juli 2024 bevilger kommunen det ansøgte samt meddeler, at bevillingen er omfattet af en plejeboliggaranti, der siger, at der skal være et tilbud senest to måneder efter.
Vi er snart ude af september, og intet er sket. Om end det er visitator, som har underskrevet bevillingen, er det lysende klart, at beslutningen ligger et helt andet sted.
Der kan være gode grunde til, at en bevillings ikrafttræden af forskellige årsager forsinkes, men så må beslutningstagerne melde dette ud. Det er ikke sket. Ej heller via visitator.
Denne tavshed opleves som en tilsidesættelse af almindelig anstændighed og opleves som en ligegladhed med os borgere. Det er simpelthen uforskammet. Vi lever trods alt i Grundtvigs fædreland, hvor samtalen fremmer forståelsen – men åbenbart ikke i Dragør.
Således er der undertiden vidt forskellige grunde til, at jeg synes, at glansen går af Dragør.
Det skal tilføjes og understreges, at nu, hvor situationen i vort hjem er svær, er hjemmeplejens ansatte som rørpost fra Vor Herre.
Med venlig hilsen
Hans Ancher Kofoed
Fogdens Plads 4
Dragør