Med to store brande på gårde på Fælledvej i løbet af mindre end en uge har oktober været usædvanligt travlt for brandstationen på Kirkevej i Store Magleby.
Normalt er der – heldigvis – langt mellem de store brande i Dragør Kommune. Faktisk så langt, at brandstationerne i Dragør og Store Magleby som de eneste i Hovedstadens Beredskab er bemandet med deltidsbrandfolk, der bliver tilkaldt, hvis der er behov for at lade sirenerne gjalde.
Brandmester Kim J. Jørgensen fra brandstationen i Store Magleby er en af de 16 deltidsbrandfolk på stationen – og han var med til begge brande, der fandt sted halvanden kilometers penge fra brandstationen.
»Det var komplicerede brandsteder. Det ene var en maskinhal, og det andet var et værksted, og begge steder blev behandlet med store mængder vand, fordi de var meget udviklede, da vi nåede frem,« fortæller han.
På begge steder var der trykflasker, der bruges til svejsning og er eksplosionsfarlige. Ved den anden brand var der også køretøjer og brændstof, der dels gav ekstra næring til branden, og som dels var med til at udvikle giftig røg, hvilket gjorde, at Fælledvej måtte spærres for al trafik.
Brandmester er en administrativ stilling, men Kim J. Jørgensen er også holdleder – og det betyder, at han er ansvarlig for at lede mandskabet i det køretøj, han er med på.
Når den første brandbil ankommer til et brand- eller skadested, går arbejdet straks i gang.
»Man forsøger at få fat i en kontaktperson, der kan fortælle, om der er mennesker eller dyr på stedet, og så danner man sig et overblik og laver en plan i hovedet, så man kan bede mandskabet om at gøre de ting, der skal gøres. Det tager måske 10 til 20 sekunder. Normalt er vi i gang med slukningsarbejdet 30 sekunder efter, at vi er ankommet,« siger Kim J. Jørgensen.
»Vores force er, at vi træner alle situationer. Vi har lovpligtige øvelser, lokale øvelser og øvelser med Hovedstadens Beredskab. Det gør vi, fordi en holdleder skal kunne vende sig om på sprøjten og sige, jeg skal have det og det, og så får man det med det samme. Så vi arbejder så hurtigt på stedet på grund af indøvede taktikker.«
Håndtryk og øjenkontakt
Brandstationen holder til på en gammel gård, der i dag huser musikskolen i stuehuset. Her har Store Maglebys brandværn rykket ud fra, siden det blev grundlagt i 1932 – et par måneder efter, at den daværende nabokommune Dragør også have stiftet et kommunalt brandværn.
Artiklen fortsætter efter billedet.
På Kirkevej hænger flere plader med navnetræk for brandfolk, der går helt tilbage til begyndelsen. De er blevet hængt op, når brandfolkene har rundet en del år i tjenesten.
Kim J. Jørgensen er endnu ikke repræsenteret på væggen. Han har »kun« været med i fire år, men arbejdet som deltidsbrandmand – der er et job, som giver et beskedent honorar – ligger godt i tråd med tidligere frivilligt arbejde.
»Jeg har både været i marine-hjemmeværnet og været hjerteløber, så da muligheden kom for at blive deltidsbrandmand, gav det mening for mig. Det giver mig meget personligt at hjælpe, og samtidig har vi et godt socialt netværk på stationen,« siger han.
Det sociale netværk bliver dyrket ved øvelser – men også plejet i det små. Når brandfolkene møder hinanden, er det altid med håndtryk og øjenkontakt.
Det er vigtigt – både for den gensidige forståelse og som accept af den helt særlige situation, de står i.
I princippet skal man som deltidsbrandmand altid være parat til at smide, hvad man har i hænderne for at tage afsted.
»Det er nogle gange på bekostning af familie og venner. Vi kører fra fødselsdage og aftaler, om sommeren kan det være, at vi lige har taget en bøf af grillen, når vi skal afsted. Så vi tilsidesætter vores private gøremål rigtig meget, når den røde hane galer,« siger han.
»Når vi kører, ved vi ikke altid, om det kommer til at tage 40 minutter eller 10 til 12 timer. Men der er generelt en høj disciplin og en høj moral, så når vi har den mindste mulighed for at møde ind, gør vi det.«
Det er selvfølgelig ikke altid muligt at komme ud ad døren. Dagliglivet kan stå i vejen – for eksempel passer mange et arbejde udenbys.
»Det betyder, at jeg som regel ikke kan køre i dag-timerne. Til gengæld har jeg en forstående arbejdsgiver, der som regel giver mulighed for, at jeg kan møde senere,« siger brandmesteren, der i det civile liv arbejder med it.
»Men heldigvis arbejder mange i skiftehold, så vi kan stadig dække os ind i dagtimerne. Vi er kun to på stationen, der arbejder 8–16-job.«
Artiklen fortsætter efter billedet.
Ude på 20 sekunder
Når alarmen lyder på mobiltelefon og personsøger i Kim J. Jørgensens hjem i Søvang, er der ikke mange øjeblikke til at give en melding retur.
»Jeg har altid tøj liggende klar om natten. Om dagen kan jeg være ude ad døren på 20 til 30 sekunder. Om natten skal man måske lige bruge 20 sekunder mere til at vågne,« siger han.
Turen fra Søvang foregår i egen bil – og deltidsbrandfolkene skal overholde alle færdselsregler. For Kim J. Jørgensen betyder det, at han i bedste fald kan være på stationen i løbet af fire minutter, så han kan komme med på første køretøj, der skal forlade stationen senest fem minutter efter alarmen. Ellers kommer han med på anden køretøj, der kører, når den få øjeblikke efter er fyldt.
Proceduren er den samme, uanset om der er tale om en ABA – en automatisk brandmelder, der ofte er udløst af tekniske fejl – eller om man ved, at der er gang i en stor brand. Alle bliver kaldt, folk melder tilbage, om de kan møde ind, og så går det ellers afsted.
»7–9–13 lykkes det altid for os at komme afsted. Vi klarer selv ABA’er og mindre færdselsuheld, men til større hændelser sender man også ofte Tårnby eller Christianshavn, ligesom vi også selv bliver sendt som støtte til andre stationer, når der er større opgaver.«
Det kan både være opgaver, der flyver lidt under radaren i det store mediebillede, og brande, der trækker store overskrifter.
Brandbilerne fra Store Magleby har blandt andet deltaget i slukningen af Børsen, af Vanløse-branden, hvor en hel boligkarré gik op i flammer og i den store silobrand på Avedøreværket i 2023.
Artiklen fortsætter efter billedet.
»Vi kommer som vand-kapacitet til de opgaver. Vi har en tankvogn og en slangetender, der er den eneste i Hovedstadens Beredskab. Den kan udlægge op til 500 meter brandslange og har en pumpe, så vi kan forsyne et brandsted med rigeligt med vand fra både brandhaner og søer eller havet.«
Stationen har naturligvis også brandbiler med slukningsudstyr, frigørelsesværktøj og alt andet, der hører til. Ved større brande kan der suppleres med en sanitetsvogn.
»Det er meget krævende at være på en indsats, specielt når man er røgdykker. Det kræver meget at trække vejret gennem en maske, og man arbejder under ekstreme forhold. Hos Hovedstadens Beredskab har man et stort fokus på det, man kalder Ren Brandmand, og man har blandt andet en sanitetsvogn, der kommer ud, så man kan tage et bad og skifte tøj under ordentlige forhold, inden man kører hjem. Det gør, at man ikke slæber sod med ind i bilerne eller på brandstationen,« siger han.
Sanitetsbilen er også udstyret med et lille køkken med frysetørret mad, kaffe, te, kakao og energibarer.
»Man er træt og svedig, når man har været i gang. Når vi har røgdykkerapparatet på, vejer vores udstyr 24 kilo. Oven i det kommer slanger, boremaskiner og alt det andet, vi skal have med ind. Vi kan komme op på omkring 50 kilo, når vi er ude, så vi brænder virkelig mange kalorier af. Det er vigtigt, at vi hurtigt kan supplere op.«
Det store fokus på at holde arbejdet så rent som muligt betyder, at brugte uniformer, slanger og andet pakkes væk og renses borte fra brandstationen. Nyt udstyr bliver leveret i bure, klar til at blive pakket i de umådeligt velorganiserede brandbiler.
Hjertestop
Når brandfolkene kommer til stationen ved en alarm, trækker de i uniformen, der ligger klar til at hoppe i: sikkerhedsstøvler, brandhæmmende tøj i flere lag og en hjelm, der også kan påmonteres en maske.
I bilerne monterer de øresnegle til radiokommunikation og spænder røgdykkerapparatet på ryggen, så de er klar, når de kommer frem. På køreturen kommer der meldinger fra alarmcentralen – og som noget relativt nyt kan man også være heldig at få en streamet video via et særligt link, der sendes til anmelderen på stedet.
»Det er en stor hjælp, når vi skal forberede os på, hvad vi kommer ud til. For en anmelder kan flammer virke sindssygt store, selvom der kun er ild i en skraldespand. Og der er stor forskel på, om ilden er ude i et åbent område, eller om det er tæt på en bygning. Så en streaming hjælper os til at vurdere indsatsen, inden vi kommer til stedet,« siger brandmesteren.
Men brandbilerne kører ikke kun til trafikuheld og brande. Forskellige situationer med borgere i nød kan også lokke de blå blink af huse. Det kan være ældre, der er faldet så uheldigt, at hjemmeplejen ikke selv kan få dem på benene. Eller det kan være folk, der er fastklemte ved arbejdsulykker – eller et barn, der har forsøgt at klemme sig ned i en lidt for lille gynge og ikke kan komme fri ved egen hjælp.
Et særligt fokusområde er hjerteanfald. Selvom Dragør Kommune har fået en akutbil, bliver brandfolkene stadig alarmeret, hvis alarmcentralen vurderer, at de kan være hurtigere fremme end akutbilen eller ambulancen.
Netop hjertestop er noget af det, der følelsesmæssigt kan være hårdt, siger Kim J. Jørgensen.
»Hvis det er en person, man kender, kan man blive meget berørt af det. Vi får ikke officielt at vide, hvordan det er gået med dem efterfølgende, men når vi er en del af lokalsamfundet, hører vi ofte om det alligevel,« siger han.
»Men vi ser sådan på det, at vi er med til at give personen en ekstra chance. Og vi er gode til at snakke om det indbyrdes, hvis vi har behov for det.«
