Kære Kenneth Gøtterup
En borgmester har meget at se til. Det forstår alle. Tusind ender skal mødes og forliges i det, man med en fællesbetegnelse kalder forvaltningen. Den kommunale forvaltning. I den arbejdes der på, at politiske beslutninger og lovmæssige krav føres ud i livet til gavn for borgerne. De ansatte i denne administration udfører, hvad byråd og Folketinget har vedtaget, og bliver derved »ansigtet« på systemet over for befolkningen. Ikke altid nogen nem opgave. Endsige taknemmelig! Som borgmester står du i spidsen for, hvad der gennemføres – og ikke mindst i hvilken ånd det sker.
I ovennævnte egenskab stillede jeg dig her i avisen for nogle uger siden tre vidt forskellige spørgsmål vedrørende forhold, jeg som indbygger i Dragør har undret mig meget over. Forhold, som skaber ikke bare irritation, men også en vis utryghed. Derfor rejste jeg spørgsmålene over for dig. Byens førstemand.
Men da jeg ikke mener, at du her i avisen har forholdt dig til de rejste problemstillinger, prøver jeg igen i det forfængelige håb, at du denne gang vil svare.
De tre forhold drejer sig om følgende:
- En forundring over meget langstrakt sagsbehandling i forbindelse med en endda særdeles beskeden byggesag. Man pålægges at foretage ændringer. Udfører dem. Betaler herfor til arkitekten. Atter nej. Da det ikke er et enkelttilfælde, sætter en behjertet sjæl sig ned og gennemgår bestemmelserne i Dragør for sådanne byggesager. Forelægger sit resultat for kommunen, som derefter sender en godkendelse. Hvorfor skulle det tage år?
- Til erstatning for Irma lovede kommunen en levnedsmiddelforretning. Den er ikke kommet. Ingen orientering om baggrunden for, at det ikke skete. Hvorfor?
- På min kones vegne, som lider af Alzheimers sygdom og har en ubehandlet depression, søgte jeg kommunen om en plejebolig til hende. Den blev bevilget med en tilføjelse om, at bevillingen var omfattet af en plejeboliggaranti, som indebærer, at der skal være et tilbud om bolig senest to måneder efter bevillingstidspunktet. Den garanti overholdt kommunen ikke. Hvorfor kunne jeg ikke få noget svar på. Vores advokat undrede sig over den manglende kommunale forklaring over dette forhold og tilføjede, at det er en fejl fra kommunens side, og anbefalede, at jeg henvendte mig til Det Sociale Ankenævn. Det meddelte jeg videre i systemet. Kort efter var der en plejebolig – og godt for det. Men hvorfor denne lukkethed over for os?
Der kunne jo være gode grunde til, at kommunen måtte skubbe på tingene, og så havde vi fundet ud af det. Men fornemmelsen af ikke at blive taget alvorlig, blive lyttet til af det kommunale system, som jo er til for os borgere, sidder i baghovedet som noget, der nærer dårlige tanker om bystyret. Det har ingen brug for. Mindst af alle dem, der sidder i forvaltningen.
Tre vidt forskellige sagsområder. Indrømmet. Men i helikopterperspektivet tegner det et billede af et kommunalt system, som ikke synes at fungere optimalt i henseende til, hvad man som borger må forvente, at det leverer.
Og det handler ikke om, at vi som borgere kan få alt, men om, at der bør være en naturlig dialog om tingene. Samtalen fremmer jo forståelsen. Derfor forventer jeg, at du vil svare på denne henvendelse – som ikke er et surt opstød fra en vranten bedsteborger, men fra en, der er optaget af, at vi som voksne mennesker sammen kan skabe forståelse for det, der sker i vores by – i forhold til såvel den enkelte som til helheden.
Med venlig hilsen
Hans Ancher Kofoed
Fogdens Plads 4
2791 Dragør