Farvel til fulde svenskere og stopfyldte butikker: For 25 år siden sejlede den sidste færge fra Dragør

Klokken var 23.00, da hurtigfærgen Felix planmæssigt forlod havnen i Dragør med kurs mod svenske Limhamn.

En rutinetur med alt, hvad dertil hører af højttalervelkomster om overfartstider og sikkerhedsregler, som færgens mandskab havde tilbagelagt så mange gange før. Men samtidig en historisk afgang. For da bølgerne efter den topmoderne katamaranfærge havde lagt sig tæt på midnat søndag den 31. oktober 1999, var Dragørs tid som færgeby endegyldigt forbi.

Fire årtier med fulde svenskeres vilde shopping efter sprit, kød og ost. Danskerture den modsatte vej efter sukker og marcipan til juleforberedelserne. Og masser af biler, så mange faktisk, at de ændrede både de fysiske og de politiske landskaber i Dragør.

De første noter til færgeeventyret blev kradset ned i 1930’erne, men historien endte brat 9. april 1940. Færgen til Sverige blev indstillet, og den endte sine dage bombet til bunds i Kielerkanalen af allierede flyvemaskiner i 1944, efter at tyskerne havde beslaglagt den som troppetransport.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Bilernes tid

Det tager sin tid at børste en besættelse og en verdenskrig af sig. Først i slutningen af 1950’erne begyndte man igen at tale om færgefart mellem Amager og Sverige.

Det var bilfærger, selvfølgelig, for biler var ved at være hvermandseje, og Danmark var i fuld gang med at udbygge et hoved- og motorvejsnet. Sjællandsbroen lokkede med en bekvem vej uden om København, og Englandsvej som stor hovedfærdselsåre til Store Magleby og Dragør var også så småt undervejs.

Svenskerne betalte for færgerne »Dragør« og »Limhamn«, mens Dragør Kommune postede 2,1 millioner kroner – omkring 32 millioner kroner i nutidspenge – i et færgeleje ved den gamle havn. De penge skulle komme hjem både gennem handel og gennem passage- og fragtafgift fra færgeselskabet Øresundsselskabet, der var ejet af DSB og SJ. Alt var klar til, at færgerne kunne komme i drift den 1. marts 1960.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Buler i skroget – og en eksplosion

Sådan gik det ikke. Under en af de sidste prøveture i februar trak strømmen »Dragør« ud af kurs, den gik på grund og fik så mange buler i skroget, at den måtte repareres. Debuten blev udsat til den 8. april.

Det var en festdag i Dragør. Skolebørnene havde fået fri for at overvære det historiske øjeblik, men begyndervanskelighederne var ikke overstået. På en præsentationstur for pressen måtte formanden for Øresundsselskabet opgive at holde sin tale på grund af motorstøjen, der ifølge Aktuelt var så voldsom, at man »i salonen på mellemdækket ikke kan føre en normal samtale«.

Også i Dragør – der ellers var vant til støjen fra den voksende flytrafik – larmede de to færger så meget, at både borgere og kommunalbestyrelse klagede deres nød til Øresundsselskabet. Byen fik dog hurtigt en pause fra støjen.

Den 20. april blev motorstøjen erstattet af et højt brag. Færgen havde lige forladt Limhamn, da gearsystemet sprang i luften og brød i brand. De 300 passagerer måtte evakueres, og de splinternye færger måtte igen på værft.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Sprut og kød

En anden form for støj kom fra svenskerne; både fra deres biler, der fyldte godt op på vejene, fra deres snakken i gaderne og fra deres klirrende poser og pengeapparaternes klingen.

Selvom danskere også fandt frem til færgen, var omkring fire ud af fem passagerer fra Sverige. Med den stærke svenske krone i lommen tog de til den gulkalkede idyl for at købe ind. Spritbutikker dukkede hurtigt op i gadebilledet, men også andre varer var i høj kurs, fortalte Thyra Petersen, der var gift med købmand Cai Petersen, i artiklen »Dragør og ‘Denne hersens färje’« af Lis Thavlov.

»Vi var ikke klar over, hvad det var for varer, de var ude efter, bortset fra øl, vin og stærke drikke. Det viste sig, at der var mange ting. For det første sukker, margarine, ost, honning og marmelade, dernæst konserves af alle slags. Så godt som hver eneste svensker købte tre til seks dåser makrel i tomat samt skinke og hakkebøffer ligeledes på dåser, og een ting var vi sikre på – alle skulle have lakrids i metermål.«

Allerede i 1961 kunne byens købmænd notere en fremgang i omsætningen op mellem 40 og 61 procent. Bagermester Jørgensen var gået 42 procent frem, mens ostehandler Christensen havde fordoblet sin omsætning. Byens tre slagtere havde kronede dage. En af dem havde næsten tredoblet omsætningen siden før svenskernes ankomst.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Et nyt landskab

Men ikke alle var glade. Køer i butikkerne, larm fra færgerne og ikke mindst de mange biler strøg mangen en Dragør-borger mod hårene.

Så mange, faktisk, at Dragør som en af de første byer i Danmark fik en borgerliste, hvor folk med vidt forskellige politiske holdninger gik sammen. Tværpolitisk Liste – liste T – var en realitet, og selvom den også havde andre punkter på programmet, var modstand mod færgen og den megen trafik et vigtigt omdrejningspunkt. Ved valget i 1962 fik liste T sit første mandat i kommunalbestyrelsen med kriminalbetjent Jørgen Rosschou, der langt senere blev listens første borgmester.

Færgerne sejlede ufortrødent videre. I oktober 1962 landede passager nummer en million, og i 1968 tog godt halvanden million passagerer med færgerne mellem Dragør og Limhamn. Det samme gjorde 178.400 personbiler og 41.600 lastbiler. Det spændte færgelejet til bristepunktet – og et nyt blev vedtaget af kommunalbestyrelsen. Ganske vist var man for længst begyndt at tale om en Øresundsbro, men hvis den kom, kunne man jo altid lave færgeruter til Tyskland og Bornholm i stedet, var holdningen hos det politiske flertal.

Det gamle færgeleje havde påvirket bybilledet – men den nye gav Dragør et helt nyt ansigt mod Øresund. Inddæmninger og opfyldninger rykkede kystlinjen længere væk fra den gamle bydel, og der blev bygget en lystbådehavn mellem fortet og den gamle havn.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Bankekød til borgmesteren

Der var ikke just et oplæg til forsoning med de bil- og svenskertrætte borgere. Poul Dich, en navnkundig forkæmper for fredning i Dragør og en arg modstander af færgerne, markerede protesten på opsigtsvækkende vis. Ved et protestmøde overrakte han Dragørs socialdemokratiske borgmester Svend August Karlsson nogle laurbær – et gammelt sejrssymbol – med ordene: »Laurbær bruges til andet end hyldest – også til bankekød.«

Bank eller ej, færgehavnen blev udbygget på det område, der i dag huser parkeringsplads, bådværft og de lave, i dag røde bygninger, hvor blandt andet Café Espersen, papirhandleren og havnekontoret holder til. Har man øjnene med sig, kan man stadig se de afpillede skilte til billetsalg og toldkontoret.

Den 1. juli 1969 sejlede færgerne »Ofelia« og »Hamlet« – der, som navnene antyder, egentlig var bygget til Helsingør-Helsingborg-ruten – for første gang. De havde hver plads til 800 passagerer og 85 biler, og snart sneglede person- og lastbiler sig ud fra færgelejet og videre ad Rønne Allé og Vestgrønningen op mod Kirkevej.

Bilerne var en evig plage. De støjede, de stank, og de fyldte. En omfartsvej over de ellers fredede strandenge og op til Store Magleby og Englandsvej kom på tegnebrættet – men blev droppet over flere omgange, senest i 1978, hvor kommunalbestyrelsen i stedet foreslog, at færgen skulle flyttes til Tårnby Kommune, hvor der var lettere adgang til en motorvej. Det var de ikke glade for på Tårnby Rådhus.

Færgen blev, hvor den var – og svenskerne blev ved med at strømme til Dragør. En rejse til Danmark indgik i de fleste Malmø-borgeres liv, som det hedder i en studieopgave om danskerfærgerne fra Malmö Universitet. Nogle kom for at drikke sig i hegnet, andre for at shoppe, og atter andre kom for at nyde færgeturen og idyllen herovre på den anden side af sundet.

Uanset hvad lagde de penge i Dragør. I 1990 viste en undersøgelse, at 60 procent af omsætningen i bykernen blev lagt af svenskerne – det beløb sig til 70 millioner kroner eller 133 millioner i nutidskroner.

Omvendt lagde borgerne i Dragør Kommune 60 procent af deres indkøbspenge uden for kommunegrænsen. 95 procent af svenskernes indkøb i byen gik til øl, vin, spiritus og mad – og et lokalt supermarked opgjorde svenskernes handel til 40 procent af omsætningen.

Artiklen fortsætter efter billedet.

I broens skygge

Intet varer evigt.

Den Øresundsbro, der havde været diskuteret i årtier, blev endeligt vedtaget i 1991, og i 1992 faldt den svenske krone drastisk i værdi, hvilket straks påvirkede handlen, selvom flere butikker afværgede det værste ved at give svenskerne en meget fordelagtig vekselkurs.

I 1993 kom en kommuneplan med titlen »Dragør i lyset/skyggen af Øresundsbroen«, der så på mulighederne for udvikling af havnen efter færgen. Men færgetrafikken fortsatte – og skabte nye kontroverser med katamaranfærgen »Felix«, der igen igen bragte sindene i kog i Dragør. Ikke mindst hos badeanstaltens kunder, der måtte leve med de massive bølger fra hurtigfærgens kølvand.

Det var dog intet i forhold til den tsunami, en chokbeslutning ramte Dragør med.

Øresundsbroen ville stå færdig i juli 2000, men allerede i april 1999 opsagde Scandlines, der nu stod for færgedriften, sin aftale med Dragør. Færgen ville stoppe i efteråret, mere end et halvt år før broen stod færdig. Det var nye toner i forhold til et tidligere løfte om at fortsætte sejladsen, også efter at broen var kommet.

Årsagen til den tidlige lukning var sandsynligvis økonomisk. Færgefarten var mest indbringende om sommeren, så det var logisk at stoppe, inden lavsæsonen for alvor kom i gang.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Men for de handlende i Dragør var det en ubehagelig overraskelse.

»De fleste troede, at der var mere tid. De regnede ikke med, at færgen ville stoppe før tid, og samtidig forventede mange, at indvielsen af broen ville blive forsinket. Der kom ingen svenskere til spisning, og der kom ingen og købte spiritus. Det var en svær tid. Det kunne mærkes,« siger Per Helgstrand, der selv lukkede sin spiritusforretning Provianten på Kongevejen, efter at omsætningen omgående faldt 98 procent.

En undersøgelse fra Dragør Gadelaug viste ganske vist, at mange medlemmer ikke så svenskernes forsvinden som et stort problem. Men julehandlen blev et mareridt i Dragør, som avisen JP København konstaterede halvanden måned efter Felix’ sidste afgang.

Artiklen fortsætter efter billedet.

»Gaderne er i dag mere end halvtomme. De burde bugne af juleglade, købelystne svenskere, der triller fulde indkøbsvogne rundt i gaderne, får sig en lille en i cafeerne eller en rød pølse i Kiosk Sekskanten på torvet,« hed det i reportagen, der blandt andet besøgte spiritusforretningen Plus. Ejeren havde fyret otte deltidsansatte og havde kun en tilbage – og omsætningen var faldet til 40.000 kroner i november 1999 sammenlignet med samme måned året før.

Skånske Dagbladet kiggede forbi næsten samtidig og malede det samme billede. Dragør Kro meldte om en halvering i antallet af spisende gæster, og i spiritusforretningen Lima fortalte indehaver Dan Rasmussen, at han kun havde haft to til tre svenskere på besøg, siden færgen stoppede med at sejlede. Stemningen i byen var næsten spøgelsesagtig, konstaterede avisen, der talte med flere lokale, der var kede af, at folkelivet var forsvundet.

Blandt andre pensionisten Sonja, der sørgmodigt konstaterede, at byen var blevet for stille efter færgens sidste afgang. »En idyl kan også blive trist i længden.«

Kilder:
Limhamn och Dragör – färjetrafiken och dess betydelse, Gun Mårtensson m.fl., opgave fra Malmö Universitet, 2022
Lis Thavlov: Dragør og »Denne hersens färje«, via dragoerhistorie.dk
Henning Sørensen og Ebbe Kyrø: 50 år på tværs – tværpolitisk forening i Dragør 1962-2002
Udklipsarkivet på Historisk Arkiv Dragør
Diverse avisarkiver

---