Visse steder i Tårnby Kommune er der flere ultrafine partikler end på H.C. Andersens Boulevard.
Sådan lyder meldingen fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet – der igennem et år har foretaget målinger af mængden af ultrafine partikler i et stort projekt for Tårnby Kommune.
Opgaven for Tårnby Kommune har især fokuseret på luftkvalitetsniveauerne ved daginstitutioner og skoler, og nu er resultaterne i form af fire delrapporter og en samlerapport klar.
Sammen med undersøgelsen om udledning af ultrafine partikler fra Københavns Lufthavn, som DCE færdiggjorde tidligere på året, tegner der sig altså et billede af, at mængden af ultrafine partikler er højere i området omkring lufthavnen end andre steder.
Klogere på konsekvenserne
Det er endnu uvist, hvad høje koncentrationer af ultrafine partikler i luften har af konsekvenser for mennesker, men nu skal det undersøges. I oktober meddelte miljøminister Magnus Heunicke, at Miljøministeriet ville bestille en undersøgelse om, hvorvidt konsekvenserne af lufthavnens udledning af ultrafine partikler skal undersøges.
Miljøministeriet har sat to år og to millioner kroner af til et forskningsprojekt, som Kræftens Bekæmpelse står for. Hos Kræftens Bekæmpelse er man allerede trukket i arbejdstøjet og glæder sig over at arbejde med emnet.
»Vi har arbejdet med ultrafine partikler fra trafikken i en del år efterhånden, så det bliver rigtig spændende også at undersøge ultrafine partikler fra lufthavnen,« siger Mette Sørensen, der er professor og gruppeleder i Kræftens Bekæmpelses afdeling for miljø, arbejdsmiljø og kræft.
I de næste to år vil man hos Kræftens Bekæmpelse lave en såkaldt epidemiologisk undersøgelse, hvor man kigger på helbredshistorikken hos personer, som bor eller har boet på Amager på et tidspunkt mellem år 2000 og 2023.
»På baggrund af målinger og beregninger fra Aarhus Universitet vil vi finde ud af, hvor høje niveauer af ultrafine partikler der har været på deres bopælsadresse. Kort sagt vil vi undersøge, om der er sammenhæng mellem mængden af ultrafine partikler fra lufthavnen og risikoen for at blive syg og dø,« fortæller Mette Sørensen.
Risiko for luftvejslidelser
Ved at sammenkøre helbredsinformation om personer, der bor eller har boet på Amager, med information om mængden af ultrafine partikler omkring deres bopæl, kan man se, om der er en sammenhæng mellem antal af dødsfald og høje koncentrationer af ultrafine partikler.
Det kan især være værd at undersøge, om der er årsagsspecifikke dødstilfælde som for eksempel død som følge af kræft eller hjerte-kar-sygdomme på Amager, mener Mette Sørensen fra Kræftens Bekæmpelse.
»Og vi vil også undersøge, om der er sammenhæng mellem mængden af ultrafine partikler fra lufthavnen og forskellige luftvejslidelser, blandt andet lungekræft og KOL,« uddyber hun.
International forskning
Af gode grunde kan Mette Sørensen ikke sige noget om, hvad undersøgelsens resultater kommer til at vise. Og fordi der ikke er meget eksisterende forskning om konsekvenserne af ultrafine partikler, er der også lang vej endnu, før man kan konkludere noget med sikkerhed. Det skal der nemlig mere end et enkelt projekt til for at kunne.
»Det kommer til at være et af de første studier, der undersøger helbredseffekter af ultrafine partikler fra lufthavne. Vores studie kan fortælle, om dem, der bor tæt på lufthavnen og er udsat for ultrafine partikler, bliver syge og dør,« siger hun og fortsætter:
»Men når man skal undersøge, hvorvidt det er de ultrafine partikler, der er årsag til den eventuelt øgede sygelighed, er vi nødt til også at tage andre undersøgelser i betragtning. Jeg ved, at man også i Tyskland og Holland er i gang med noget lignende, så vi får noget international forskning, vi kan sammenligne med.«
Undersøgelsen løber over de næste to år, og det formodes, at resultaterne bliver offentliggjort i 2026 eller 2027.