Vi har modtaget:

Mange brokker sig over kommunens økonomi

Ja, økonomien er stram, men der er mange muligheder endnu: Sælge ud af arvesølvet? Investere i havnen for at få flere indtægter? Analysere mulighederne for at udnytte tilgængelige arealer bedre? Benytte sig af de fordelagtige lånemuligheder for at komme videre?

Det er op til medlemmerne af kommunalbestyrelsen at finde sammen om at skabe forbedringerne. 

Alle 15 medlemmer bør tænke kreativt på udviklingen. De skal se fremad. De skal se mulighederne indenfor de rammer, der nu engang er lagt for kommunerne, for at Dragør ikke skal komme under Statens administration.

For eksempel er der store muligheder i opdatering af Dragør Havn. På erhvervssiden er der en stor stigning af antallet af erhvervsfiskere. Det er fordelagtigt. Denne stigning bør støttes. På værftsområdet er der også en stigende aktivitet. Det er fordelagtigt, men der bør nok skabes lidt mere orden, ligesom at de grimme sorte bygninger bør forskønnes. 

TænkeTankens og ligesindedes idéer om forøgelse af antallet af pladser for fritidssejlere bør nok tages noget mere alvorligt. Her ligger gode muligheder for øgede indtægter. Det skal undersøges, om finansieringen kan foretages på forretningsmæssig basis. 

At blande kystsikring sammen med opdatering af havnen forvrider billedet. Havnen kan blive en rimelig forretning for Dragør. Kystsikringen bør være et område for sig, og der skal arbejdes på statslig finansiering. 

Midt inde i Dragør ligger der et stort område på cirka 20.000 kvadratmeter med rigtig god tilgang til indkøbsmuligheder og skole. Her ligger rensningsanlægget og kommunens oplagsplads. Ja, det koster penge at flytte disse aktiviteter til arealer, der ikke må benyttes til boliger, men indtægten fra salget vil være højere og fremover skabe skatteindtægter fra de kommende beboere.

Udnyttes vore kommunale bygninger og anlæg tilfredsstillende, og er de i rationel tilstand? Kan ledige arealer udlejes? Der er sikkert mange gode muligheder for besparelser.

Har nogen tænkt over kvaliteten af busbetjeningen? Får vi nok for de store beløb, kommunen betaler? Er forbindelserne til metroen gode nok? Kan nogle ruter omlægges eller forbedres? Gør udvalget nok for at få Movia til at lytte?

Hvis der graves i mulighederne og tænkes kreativt, ser det hele ikke så dårligt ud. 

Alle de 15 medlemmer af kommunalbestyrelsen bør se fremad og aktivt.

Gud bevare Dragør! 

Med venlig hilsen
Palle Christoffersen
Drogdensvej 29

Forårets aktiviteter og nyheder fra rådhuset

En tid med fornyelse og fejring: Dragør Kommune introducerer erhvervsstrategier, styrker pædagogområdet og forbereder sig på kommende jubilæum.

Nedrivning af Glistrupgård

Fra forfald og stridigheder til en ny begyndelse - Historien om Glistrupgårds omdannede skæbne. Læs mere

Dragør-modellen er en alvorlig trussel mod vores skoler

Passer borgmesteren på Dragør (VIII) Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk