Vi har modtaget:

Ny skolestyrelsesvedtægt i høring 

Torsdag den 1. december blev der afholdt udvalgsmøde i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget. På dette møde blev det ganske rigtigt besluttet at sende ny skolestyrelsesvedtægt i høring. Og et af disse afsnit omhandler klassekvotienter ved indskrivning i 0. klasse.

For Socialdemokratiet, Konservative og Venstre (ACV) er det forsat den politiske hensigt, at der skal være så få elever som muligt, hvilket må være tydeligt for alle, da vi tidligere på året fremsendte – og fik genført et forslag omkring et 9. spor i forbindelse med skoleindskrivningen til skolestart her i 2022. 

ACV besluttede ligeledes her i efteråret, at vi ønsker at få belyst, hvordan der på skolerne fysisk kan etableres et 9. spor, såfremt det bliver nødvendigt på enkelte årgange. Det inkluderer også det allerede etablerede 9. skolespor i 2022. Dette emne forventes afklaret inden for nogle måneder i 2023. 

Hvorfor ønsker ACV en ændring af afsnittet, som omhandler klassekvotienter ved indskrivning i 0. klasse? 

Det gør vi, fordi vi mener, at vi sagtens kan have en politiske hensigt om, at der skal være så få elever som muligt, samtidig med, at vi må forholde os til de tider, vi lige nu alle befinder os i, med en høj inflation, en stram økonomisk udstukket serviceramme fra folketingets side samt ekstraordinære høje energipriser. Alene i 2023 forventer vi ekstraomkostninger for 6 mio. kr.  

Dragør har otte klasser på en årgang. Med 24 elever i hver klasse er det således 192 elever. Elev nummer 193 vil – hvis vi fastholder en fuldstændig nagelfast klassekvotient – udløse et 9. spor, og vi vil med en hel jævn fordeling så havne på 21,4 elever i snit pr. klasse. Og det lyder måske meget rart. Men vi skal huske, at en klasse koster gennemsnitligt 1 mio. kr. i løbende drift. Det er mange penge at bruge i disse tider – penge, der i realiteten kun kommer få til gode. 

Hvis vi bliver ved 8 spor, er der 24,1 elev i snit pr. klasse. I praksis vil det naturligvis være syv klasser med 24 elever og en klasse med 25. 

Vi har faktisk i stedet for prøvet at lytte både til vore skoler og til forskningen. For eksempel udtaler forskeren Andreas Rasch, at man hellere skal koncentrere sig om indholdet i timerne i stedet for klassekvotienter. For der kan sagtens være velfungerende klasser med 26 eller 28 elever og dårligtfungerende klasser med 20 eller 22 elever. Og omvendt naturligvis. 

Derfor er vi politisk af den overbevisning, at den 1 mio. kr., skoleområdet kan spare ved at fastholde 8 spor selv med elev nummer 193, måske er mere nyttig i form af ekstra pædagogisk indsats, lige præcis der hvor der er behov – uanset klassestørrelse. 

Det er klart, at vi ikke skal derhen, hvor vi tidligere har været for ti år siden, hvor der var eksempler med hele årgange, der startede med 27–28 i klasserne, men det er jo heller ikke det, der er tale om. Vi taler om marginaler – og så længe der er styr på det på den enkelte skole, og skolernes egne anbefalinger går på hellere at have 25 i en klasse end et helt ekstra spor, så længe vi ikke har den nødvendige bygningsmasse – ja, så mener ACV, at det er den rigtige løsning. 

Vi kan ligeledes oplyse, at i de kvalitetssamtaler, som den enkelte skole har med centerchefen for området, vil vi politisk bede om, at der er et specielt fokus på kvotient-problematikken. Og tilsvarende vil formandskabet i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget i deres løbende dialoger med skolebestyrelserne have opmærksomheden stift rettet mod klassestørrelser og indsatsen i udfordrede klasser. 

Det er efter ACV’s mening en superfornuftig og ansvarlig prioritering. Hensyn til børnenes trivsel og læring i kombination med (men ikke på kompromis med) hensyntagen til økonomisk fornuft på baggrund af dialog med fagfolkene, der trods alt har fingeren på skolepulsen. Det er meget bedre for alle, især børnene, end at vi politisk lægger en fast grænse, der koster mere, end den nødvendigvis hjælper. For nu kan der i stedet for komme endnu mere fokus på, hvordan den enkelte klasse rent faktisk fungerer, og prioriteres derefter.

Med venlig hilsen
Henrik C. Løwenheim -Kjærsvold-Niclasen
Formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget
På vegne af partierne Socialdemokratiet, Konservative og Venstre 

Nedrivning af Glistrupgård

Fra forfald og stridigheder til en ny begyndelse - Historien om Glistrupgårds omdannede skæbne. Læs mere

Dragør-modellen er en alvorlig trussel mod vores skoler

Passer borgmesteren på Dragør (VIII) Læs mere

Historisk aftale sætter folkeskolen fri

Et bredt politisk samarbejde baner vejen for en skolereform, der giver lokal indflydelse og tilfredsstiller moderne uddannelsesbehov.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk