Det er umuligt at være sur, når man danser

Af Rasmus Mark Pedersen

Hanne Vestmar underviser i lancier i Dragørs Aktivitetshus på nu 13. år. Fordi dans er sundt og sjovt, men også fordi hun ikke kan lade være.

»Altså, jeg plejer at sige, at hvis jeg var født for 60 år siden, så havde jeg haft hele alfabetet hæftet på mig. ADHD og alt hvad der ellers hører til.«

Hanne Vestmar siger det grinende, men et eller andet sted mener hun det. Den tidligere skolelærer har altid haft det godt med at have gang i noget. Som hun selv siger, kan hun ikke lade være.

»Jeg har ikke rigtig lært at sidde på hænderne endnu. Jeg har forsøgt i mange år, men det er ikke altid, det lykkes,« fortæller hun.

Hanne Vestmar er forhenværende skolelærer og har blandt andet undervist i lancier på Store Magleby Skole. Foto: Rasmus Mark Pedersen.
Hanne Vestmar er forhenværende skolelærer og har blandt andet undervist i lancier på Store Magleby Skole. Foto: Rasmus Mark Pedersen.

Lidt af et puslespil

En af tingene, som holder Hanne Vestmar i gang, er hendes lancierundervisning i aktivitetshuset.

Hun begyndte der i 2006 med at undervise i moderne dans. Fire år senere henvender en tidligere danselærerinde sig til Hanne Vestmar og fortalte, at der var nogle i aktivitetshuset, som gerne vil have et lancierhold. Hun mente, at Hanne Vestmar var den helt rigtige til opgaven.

Hanne Vestmar, som tidligere havde undervist i lancier på Store Magleby Skole, hvor hun var ansat som lærer, gik straks i gang. Hun landede hurtigt på, at det var originaludgaven af lancier, der skulle undervises i.

»Der er mange varianter af lancier, og det ved folk, og jeg ville ikke stå og sige til dem: ’Nej, det er sådan, man gør – og sådan skal I ikke gøre.’ Så jeg bestemte mig for, at vi startede med originaludgaven. Så kan man altid lave om på den,« fortæller Hanne Vestmar.

Lancier kræver en kvadrille, og en kvadrille kræver otte mennesker. Heldigvis var holdet i starten lige præcis nok til en kvadrille, så der kunne danses lancier på Wiedergården. I dag er holdet oppe på 32 personer, så der kan danses med fire kvadriller.

Det er godt, fordi det er ikke altid, det er lige let at få holdet til at gå op.

»Vi har fire kvadriller i øjeblikket – men så fejler den ene eller anden noget, så skal en have et nyt knæ, så skal en anden have nye hjerteklapper, og så ramler man ind i corona – og jeg ved ikke hvad. Så det er nogle gange lidt af et puslespil,« siger Hanne Vestmar med et smil på læben.

Som cirkusheste

Man har sikkert selv et eller andet minde med lancier. Det har langt de fleste, og det er også en af styrkerne ved dansen.

Hanne Vestmar husker tydeligt, da en ny deltager henvendte sig og gerne ville på holdet.

»For et par år siden havde vi en, som kom og sagde, at hun gerne ville være med. Men hun forklarede også, at det var mange år siden, hun sidst havde danset lancier. Jeg forklarer, at det er lidt ligesom cirkusheste. Når du først hører musikken, så kan du bare,« fortæller hun.

Den nye deltager danser med, og Hanne Vestmar oplever kun at skulle vejlede hende en eller to gange undervejs.

»Efterfølgende siger hun så til mig, at det altså er 60 år siden, hun sidst havde danset lancier,« fortæller Hanne Vestmar, mens hun griner.

Hun oplever dog også, at der kommer folk på holdet, som aldrig før har prøvet lancier og derfor starter helt fra bunden. Dem var der især mange af de første par år. Det betød dog blot, at det hele gik lidt langsommere i starten. Nu sidder det fast for alle – selv efter en lang sommerpause fra danseholdet.

»Vi skal bare høre musikken,« som Hanne Vestmar forklarer det.

Sund motion

Præcist i forhold til at få dansen til at gå op med et til tider svingende deltagerantal er lancier særligt godt.

»Lancier har den fordel, at man ikke behøver at have en fast partner. Man behøver ikke at være herre eller dame. Vi kan sagtens være to eller tre, som skifter, alt efter hvad der mangler. Det er nemme bevægelser,« forklarer Hanne Vestmar.

Derudover er lancier, og dans generelt, også god motion. Hanne Vestmar kalder det selv »sund motion«, fordi man ikke bare får rørt sig, men man får rørt sig sammen med andre mennesker.

Og det er godt, for dans er helt simpelt godt for humøret. Det mener Hanne Vestmar i hvert fald.

»Man kan ikke være sur, når man danser. Det er helt umuligt. Ligesom man heller ikke kan være sur, når man synger. Det er noget med musikken,« slutter hun.

Dragørs Aktivitetshus’ lancier-hold er siden starten vokset fra otte til 32 deltagere.
Dragørs Aktivitetshus’ lancier-hold er siden starten vokset fra otte til 32 deltagere.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk