Fart og fis i årets revy

Af Rasmus Mark Pedersen

En revy er en svær kunstart for skuespillere at levere. For det er først, når publikum er på plads, at man med sikkerhed ved: Holder mit nummer?

Det er et velkendt fænomen i selv de helt store revyer, at det nummer, der på papiret lød så godt, aldrig rigtigt kommer op og flyve, når et ubarmhjertigt publikum har taget aftenen fri for at motionere lattermusklen, men aldrig rigtigt fangede pointen.

I det lys slap Dragør Revyen rigtigt godt fra sin store prøvelse: Premieren! 

Der var fyldt fort her på den første aften, og det klædte skuespillerne at have et publikum at spille op ad, hen til og ud over. Alt klappede, og alle klappede – og hvad kan man så forlange mere?

Irma-pigens død

Årets forestilling lover os, at nu skal vi rigtigt hygge os. Det skete bestemt også inden forestillingen, hvor der var tapasmenu og klirrende glas. Men da først kapelmesteren klimtede til klagesang, så var der fuld fart over Dragør Fort.

Instruktøren havde i sidste nummer af Dragør Nyt proklameret, at revyen var en slags brokkecentral, hvor vi kan gøre grin med alt det, vi går og brokker os over. 

Og det fik vi allerede færten af i startsangen, hvor Irma-pigens død blev begrædt første af flere gange. 

Der var toner og sangtalent i alle niveauer, som det klassisk er i en revy, hvor nogen har timingen, andre sangstemmen, nogen gummiansigtet og måske er der også en enkelt med rytme – og forhåbentlig spiller han klaver.

Sådan skal det være, og det var meget trygt at stævne ud med M/S Hyggerevy. Til at begynde med lå hyggen sådan momentvist lidt tungt over forsamlingen, og nogle af de første jokes havde måske ligget lidt længe i lastrummet, men det blev hurtigt bedre, og det var tydeligt at mærke, at der skulle fart på.

Højt tempo

Dragør Revyen anno 2023 leverer et moderne revyudtryk med korte, snappy numre, og det klædte virkelig ensemblet.

Apropos klæder var skuespillerne tækkelige i sorte bukser og hvid skjorte, og det var kun sjældent de afveg fra denne lidt anonyme klovne-dragt.

Det gav til gengæld plads til kropslige og mimiske udfoldelser, og jeg synes, man købte 100% ind på de karakterer, som skuespillerne havde blot få sekunder til at få tegnet. Ingen falske tænder eller tarvelige toupéer. »Less is more«, som de har sagt i et stykke tid på den anden side af tunnelen, og det virkede.

En anden koreografisk detalje var, at de fleste skuespillere var på scenen i de fleste numre. Det vil sige, at de, der ikke spillede, sad på en barstol på bagscenen og så på deres medskuespillere, som slog sig løs.

Først virkede det en kende forstyrrende – men lynhurtigt skabte det en intimitet og nerve, fordi der var fokus fra alle sider på den, der var den. Så skulle der heller ikke bruges lang tid på lange sceneskift, og det høje tempo kunne holdes, uden vi blev forpustede.

Det mindede mig om de glade dage foran billedrørs-tv’et med »Hatten Rundt« og de platte mænd, der prøvede at overgå hinanden i at være sjove på kommando. 2023-udgaven havde allieret sig med væsentligt flere kvinder, og her var det tydeligt, at de rent faktisk havde øvet sig, så der blev givet plads til at hver enkelt skuespiller på skift kunne brilliere.

Kendte sange med et twist

Første gang det skete var i en dejligt bidende, politisk tekst, hvor Camilla Knudsen gav den som »Daddy Vanopslagh« – de liberales frelser. Og selvom hun måske nok mere ligner Inger Støjberg i sin fysiske fremtoning, så var det et troværdigt portræt af manden, der er så irriterende perfekt, at han helt sikkert bruger tandtråd.

Næste højdepunkt var da Bjørn Karlsmose Kliem, havde en ret skøn tekst om sædernes forfald på Kongevejen og omegn, men som fik den pakket ind i en mystisk, nærmest fængslende performance af Sebastians »ostesang« om de mange former for flødeis (og sorbet!), det nu er muligt at mæske sig i i byen.

Det var en sætning, jeg aldrig havde troet, jeg skulle skrive, og det virkede som en del af pointen med nummeret. Fordi det ikke var til at vide, hvor det bevægede sig hen, så vi blev ved med at lytte og se efter. Det kan godt være, at Bjørn Karlsmose Kliem glimrer ved sit fravær på årets plakat, men det bliver der til gengæld fuldt og helt op med ved hans tilstedevær på scenen.

Nummeret afslører også et fint lille trick, som bliver brugt adskillige gange i løbet af forestillingen: Kendte sange får et twist. Eller kendte melodier burde jeg skrive. For hende den dejligt entusiastiske publikummer bag mig, der adskillige gange sang med på originalteksten, røg hurtigt ud af trit med aftenens primære performere.

Ode til minde om driftschef

Inden pausen fik vi også en smuk, kort ode til minde om fortets dræbte driftschef, René Carstensen, der lige varslede, at revyen ikke kun er fis og flødeis. Men Dragør-gæssene gennede os hurtigt tilbage på traditionernes sti med et par svirpere rettet mod både borgmester og statsminister.

Pausesangen leverede mere subtile tanker om oversvømmelser og lufthavnsforurening, og så var tænketanken da også fyldt op med pointer. 15 numre på hvad der føltes som en halv time – og så tak for fadøl.

Det var stramt leveret, og det tjener ikke mindst kapelmester Søren Christensens ære. Han spillede med overskud og gehør hele aftenen. Musikken får lov til at vare lige længe nok til, at folk kan klappe færdig, men han begiver sig aldrig ud i forestillingsforlængende solostykker eller jazzede improvisationer.

Jeg vælger at tro, at han naturligvis har evnerne til det, men bevidst træder i baggrunden for at lade teksterne træde frem for fællesskabets skyld. Og det er godt, hvis du skulle være i tvivl.

Anden akt

Evner blev der i den grad også fremvist i første nummer efter pausen, der egentlig er ret genialt tænkt. Den livstrætte jobcentermedarbejder får besøg af nogle obskure personager, som jeg ikke skal afsløre til fulde her. Men det er lidt som om, at nummeret står lidt uforløst, fordi karaktererne ikke får lov til at udvikle sig nok, inden de bliver lukket ned igen.

Det var heldigvis en enlig svale, fordi anden akt er for alvor der, hvor spillerne slipper tøjlerne og for alvor viser deres fulde potentiale.

Mathias Andersen får endelig foldet sig selv og sine talenter helt ud i et klassisk forvekslingsnummer om enhver mellemleders skræk – padeltennis.

Og Emilie Bjørn Kilting, der også har instrueret forestillingen, har givet sig selv et nummer med en pointe så forudsigelig som en nonne i en kirke. Men forestillingens diva formår alligevel at få leveret rollen som liderlig jomfru med både sødme, smil og et intenst nærvær.

Til gengæld har hun så generøst skrevet og overladt en af de absolut bedste tekster på aftenen til Katja Ordon Larsen, der har en gennemgående høj klasse i sin levering af, hvad hun nu har at arbejde med. Hun kvitterer med en fuldstændigt eminent monolog som teenagepigen, der har fået den opgave af sin regilionslærer (ja, lige præcis), at hun skal skrive passager af biblen om til nudansk. Yderlighederne mødes lårklaskende godt!

Men aftenens absolutte højdepunkt finder vi dog heldigvis i et ensemblenummer, der i morskab og sværhedsgrad indgyder ærefrygt fra en revynørd som undertegnede. Det må have taget tid at instruere.

Det vil være synd at afsløre hele pointen her, men skuespillerne formår at levere kække referencer til tidens store skandaler, særprægede skuespilspræstationer og et rablende vanvittigt plot, når de mødes i »Foreningen for Funktionærer med Fjollede Fobier«. Og så siger jeg ikke mere.

Alene dette nummer bør være nok grund til at løse billet til forestillingen – så den opfordring er hermed givet direkte videre.

Selv slutsangen virker kort, og halvanden time efter kampstart er de sidste buk leveret, og salslyset tændt igen. Og det inklusive pause.

Men man er så også blevet bombarderet med en forestilling i højt tempo og mange fine pointer, der kan blive fordøjet hjemme til den sene tv-avis.

På denne premiereaften var der desuden blomster til de medvirkende og en fin tale fra revyforeningens forkvinde Susanne Grønbech. Hun fortalte, at der stadig er billetter at få – så man er meget velkommen til at sprede ordet.

Efterfølgende samledes både tilskuere og skuespillere til et lille glas bobler for at fejre premieren. Desværre kan jeg ikke love, at det vil være inkluderet til alle forestillinger.  Til gengæld kan jeg love en forestilling, der stryger af sted med et dejligt afvekslende program: Fra lokale og nationale tragedier – til både storpolitik og hverdagens småtterier.

Sørg for at få hygget af inden forestillingen og spænd så sikkerhedsselen og vær klar på fart og fis til alle. For ja, naturligvis er der også fækalier i farvandet, når fugleklattekongedronningen slår følge på årets revytogt.

Hav en god overfart!