Vi har modtaget:

Heldige Dragør

I seneste udgave af Dragør Nyt (læs artiklen her, red.) kan man læse, at »fjernvarmemillionerne alligevel er på vej til Dragør«.

Folketingets partier er blevet enige at bruge ekstra fem mia. kr. på projekter, der skal fremme den grønne omstilling, og herunder er inkluderet et større millionbeløb, der sikrer tilskud til udrulningen af fjernvarme – og med al sandsynlighed også til Dragør Kommune, der har ansøgt om 71,4 mio. kr. fra puljen.

En glad borgmester

Beslutningen fra folketingets partier efterlod naturligvis en glad borgmester, der mente (her hvor kommunalvalget så småt nærmer sig …), at netop hans, men dog også andre borgmestres, indsats på »Christiansborg« og kritik af de tidligere ansøgningsvilkår, hvor man i 2023 og 2024 kunne ansøge midler fra puljen efter først til mølle-princippet, havde været udslagsgivende.

En noget besynderlig ansøgningsprocedure må man sige, men den var meldt klart og entydigt ud til samtlige kommuner. Ansøgningerne blev behandlet, og pengene fordelt i den rækkefølge, ansøgningerne blev fremsendt og modtaget, var Energistyrelsens klare meddelelse til kommunerne.

Til at udarbejde ansøgningsprospektet hyrede Dragør Kommune firmaet Rambøll Danmark A/S.

Energistyrelsen meldte samtidig ud, at starttidspunktet for fremsendelse af kommunernes ansøgninger med bilag (pr. mail) i 2023 var fastsat til onsdag den 1. februar kl. 10.00 (præcis). Her begyndte ansøgningerne at tikke talstærkt ind – og allerede efter kort tid kunne Energistyrelsen melde ud, at midlerne i puljen (380 mio. kr) allerede var disponeret til et større antal kommuner, der var kommet først med deres ansøgninger.

Noget gik galt

Men et eller andet synes at være gået grueligt galt med Dragørs ansøgning til 2023-puljen. Uagtet det var et klart vilkår, at ansøgningerne ville blive behandlet og pengene fordelt efter først til mølle-princippet, blev Dragørs ansøgning først fremsendt til Energistyrelsen den 11. juli 2023 kl. 15.02 – direkte fra Rambøll Danmark A/S på vegne af Dragør Kommune. Altså med cirka seks måneders forsinkelse …

Gik galt igen

Nu skulle man tro, at Dragør Kommune og Rambøll Danmark A/S havde taget ved lære af fejlen i fremsendelse af 2023-ansøgningen og var klar til at trykke på sendknappen torsdag den 1. februar 2024 præcis kl. 10.00, hvor puljen til fjernvarmemillionerne blev åbnet for ansøgninger. Men det var desværre ikke tilfældet.

Dragørs ansøgning blev fremsendt med cirka en halv times forsinkelse (kl. 10.29) – og blev registreret i Energistyrelsen som indkommen ansøgning nummer 35 i puljen – alt for sent til komme i betragtning til midler fra puljen.

At Dragør nu er så heldig, at folketingets partier har vedtaget at opgradere puljen ganske betragtelig, så der også bliver råd til at imødekomme Dragørs ansøgning på 71,4 mio. kr. – tænker jeg, at borgerne og ikke mindst kommunens forvaltning og det eksterne konsulentfirma Rambøll Danmark A/S er glade for.

Opfordring

Jeg synes dog, borgmesteren – som forvaltningens øverste chef – skylder borgerne en redegørelse for, hvad der tilsyneladende er gået så grueligt galt med sagsbehandlingen i disse vigtige ansøgningssager.

Der kommer flere penge at ansøge om de kommende år, men kan vi være sikre på, at vi som kommune nu også magter den hermed forbundne sagsbehandling?

Med venlig hilsen
Svend Mathiasen

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk