Fotos: TorbenStender.
Fotos: TorbenStender.

Jubilæumskoncert

De 100 korsangere, fire solister samt et klassisk orkester på 40 personer fyldte godt op i kirkerummet Der var således ikke mange ledige pladser, da Københavns Kantatekor og -orkester søndag den 8. oktober opførte Verdis Requiem i den totalt udsolgte Store Magleby Kirke.

De fire solister til koncerten var Sofie Elkjær Jensen,  sopran, Hanne Fischer, mezzosopran, Niels Jørgen Riis, tenor samt Jens Søndergaard, bas.

Foto: TorbenStender.
Foto: TorbenStender.

25 år i spidsen

Koncerten i Store Magleby Kirke var samtidig en jubilæums-koncert for Københavns Kantatekors dirigent Torben H. S. Svendsen, der i 25 år har ført dirigentstokken i spidsen for koret.

I disse mange år har Torben H. S. Svendsen arbejdet med korets udtryk. Han har sat barren højt og sørget for opførelse af de allerbedste og mest krævende korværker. Det er blevet til store og krævende værker såsom Johannes-Passionen, Requiem af Mozart, Brahms, Dvorák og naturligvis Verdi.

Koncerten i Store Magleby Kirke var den første af to jubilæumskoncerter – onsdag den 11. oktober danner Vor Frue Kirke i København rammen for den anden. 

Requiem

Verdis Requiem kan nok karakteriseres som et af de mest storartede stykker vokalmusik, der nogensinde er skrevet. 

Der var ikke meget, der i Verdis første 60 leveår tydede på, at han kunne finde på at sætte den katolske dødsmesse i musik. Verdi var nemlig teatrets mand, Italiens største operakomponist og på ingen måde en from katolik. 

»Requier findes der masser af! Hvorfor tilføje endnu et?« sagde Verdi. 

Da et af Verdis store forbilleder, digteren Alessandro Manzoni, døde, komponerede han Requiem til minde om netop ham. 

Verdis Requiem blev uropført i Milano i 1874.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk