Vi har modtaget:

Kvaliteten af drikkevandet udfordret 

Dragør Kommune skal træffe beslutning om den fremtidige vandforsyning – altså om vi fortsat skal levere vand fra egne vandboringer suppleret med vand udefra. 

De lokale vandboringer er udfordret på grund af forurening. Hvis der fortsat skal leveres vand fra egne kildepladser, kræves det, at vandværkerne renoveres – og derudover at det indvundne vand renses. 

Forslag til løsning

Kvaliteten af grundvandet er dalende af flere årsager, men primært på grund af forurening. HOFOR har derfor foreslået, at Dragørs fremtidige vandforsyning baseres på den regionale forsyningsstruktur, og at der anlægges en ny hovedledning fra København til Dragør, og at Dragør ikke længere indvinder drikkevand fra lokale vandboringer. 

Der er mange og vigtige spørgsmål omkring forsyning af rent drikkevand, som kommunalbestyrelsen skal forholde sig til. For uanset hvilken løsning, der vælges, vil det betyde ændringer og sandsynligvis også indflydelse på prisen per kubikmeter vand. 

Derfor har en samlet kommunalbestyrelse torsdag den 24. juni sendt et høringssvar til HOFOR. Vores anbefaling er, at HOFOR med ekstern hjælp kommer med en vurdering af de mulige strategier med fokus på høj forsyningssikkerhed til den laveste pris for forbrugerne i Dragør Kommune, før der træffes endelig beslutning. 

I kommunalbestyrelsens høringssvar gives der ligeledes udtryk for den store bekymring, der er med en aftagende lokal indvinding gennem de seneste 10 år som en konsekvens af udfordringer med grundvandskvaliteten, fund af nye miljøfremmede stoffer og tekniske nedbrud m.v. 

Jeg er bekendt med, at den lokale vandressource er sårbar, og at der desuden er udfordringer med indtrængende saltvand, som begrænser mulighederne for indvinding, samtidig med, at nye fund af pesticider og andre giftrester på sigt kan betyde, at dele af ressourcen må opgives. Som borgmester vil jeg da give udtryk for, at det er stærkt bekymrende med fund af sprøjtemiddelrester i grundvandet, og at jeg tager truslen med forurening af vores lokale grundvand seriøst. 

At det er tidligere tiders brug af diverse sprøjtemidler og rester derfra, som nu har kunnet testes i vandprøver, er ikke kun en lokal udfordring, men en landsdækkende. 

Selvom der er strammet voldsomt op på brug af diverse pesticider og forurenende stoffer, så er udviklingen i grundvandskvaliteten overordentlig bekymrende. Vi har ligeledes i kommunen udarbejdet en grundvandsplan for at beskytte de lokale vandboringer imod yderligere forurening. 

Indtil HOFOR kommer med den bestilte vurdering af Dragørs muligheder, vil HOFOR overvåge vandet for at sikre, at alle gældende grænseværdier for rent drikkevand overholdes, og at vi alle trygt kan drikke vandet fra vandhanerne.

Med venlig hilsen
Helle Barth (V)
Borgmester

Det kan snart være slut med at skulle kæmpe om de gode pladser til valgplakaterne. Arkivfoto: TorbenStender.

Sydamagerlisten vil forbyde valgplakater

Sydamagerlisten vil reducere visuel forurening og CO2-udslip ved at forbyde valgplakater i Dragør. Læs mere

Det er nu blevet besluttet, at der skal etableres cykelbaner på Vestgrønningen. Arkivfoto: Thomas Mose.

Konservative i sjældent mindretal

Nu kommer der cykelbaner på Vestgrønningen. Flertallet sørger for nogle nye parkeringspladser, men ikke alle erstattes Læs...

Der er trængsel ved håndvasken

Borgerne i Dragør kæmper for butikslivet og udfordrer lokalpolitikernes beslutningsvilje Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk