Foto: Ulf Svane, Copenhagen Archives.
Foto: Ulf Svane, Copenhagen Archives.

Lokal farvehandel på museum

En ny fotoudstilling sætter fokus på helt særlige butikker.  Dragør Nyt har talt med en af skaberne, der forklarer, ­hvorfor en helt speciel Dragør-butik er med

Af Rasmus Mark Pedersen

Dragør Tapet & Farvehandel – i daglig tale lokalt kendt som »Palm Steffen« – er med i en ny anmelderrost fotoudstilling »Min butik! Fotos fra Wongs Grill til RC Rens«.

Udstillingen på Københavns Museum sætter fokus på de små, lokale butikker, der er under pres fra større kæder og byudviklingen.

»Vi synes, at de er interessante kulturhistorisk, fordi vi kunne se, at der særligt under corona var mange butikker og mange steder, der lukkede og forsvandt fra København, og så besluttede vi at dokumentere dem,« forklarer Mathias Kobberød Rasmussen. Han er historiker og en af to, der står bag udstillingen i samarbejde med Københavns Museum og en tilhørende fotobog, »Hovedstaden bag facaden«.

Sammen med fotograf Ulf Svane har han besøgt 20 lokale butikker i København, som hver især tilbyder noget særligt og bidrager til byens unikke karakter. 

Byens eneste farvehandel

Udstillingen viser et øjebliksbillede af disse butikker og deres ejere – fra hundesalonen over petroleumslampeforhandleren til persiennevaskeriet.

Og så altså Dragør Tapet & Farvehandel, der er Dragørs ældste og eneste farvehandel.

Butikken er ejet af Jørgen Palm Steffen, der i sig selv er lidt af et livsstykke.

»Det første, der vækker vores interesse, er, at det er fotogent, og der er nogle mennesker, der er fotogene og gerne vil fortælle,« forklarer Mathias Kobberød Rasmussen:

Disse faktorer fandt han netop under besøget i Dragør.

»Der er noget flot at se på, et flot gammelt hus og så bor ejeren også inde bagved. Han har boet der mange år, og hans familie har boet der, og han havde en fin gammel Volvo inde bagved. Så det er helt klart, at man kan se, at det er intakt, og han har mange små, sjove ting – lidt noget, han har samlet på, lidt noget, han sælger, og lidt noget, der bare står der lidt tilfældigt.«

På lånt tid

Jørgen Palm Steffen er efterkommer af de hollandske indvandrere og har haft sin farvehandel i mange, mange år. Men han mener selv, at butikken nok lever på lånt tid:

»Jeg forstiller mig, at butikken er lukket til næste år. Jeg har mange hobbies såsom min møntsamling og maratonløb,« fortæller Jørgen Palm Steffen til arrangørerne af udstillingen.

Mens nogle butikker blomstrer og finder nye måder at overleve på, står tiden stille for andre. Dragør Tapet & Farvehandel repræsenterer en af de butikker, der kæmper mod overmagten fra store byggemarkeder.

Engang var der fire farvehandlere i Dragør, men de har ikke kunnet konkurrere med de større aktører på Amager.

Udstillingen på Københavns Museum hylder butikker fra en tid før internettet og storcentre. Disse butikker har overlevet takket være deres særlige produkter, service og personlige historier. 

»Der synes jeg egentlig, at farvehandlen passer godt i en større fortælling om erhverv og butikker, og om den måde vores by har ændret sig på gennem årene: Hvordan der er blevet skiftet ud i befolkningen. Hvordan der er blevet skiftet ud i erhverv. Og hvordan vores forbrug af ting har ændret sig meget,« forklarer Mathias Kobberød Rasmussen. 

Liv i gaderne

Copenhagen Archive, som historikeren og fotografen står bag, har i samarbejde med Københavns Museum udvalgt de 20 butikker for at fortælle en historie om byens udvikling og mangfoldighed.

»Vi tager dem måske for givet, de små lokale butikker, hvor ejerne knokler løs. De giver liv til gader og stræder og gør byen til et bedre sted at bo – og så en dag er de der ikke mere,« siger Mia Nyegaard, der er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Museet byder også på historiske butiksfotos fra deres store samling, hvor man kan genkende steder fra fortiden og nutiden. Udstillingen er en del af Copenhagen Photo Festival og støttet af flere lokale fonde og udvalg. 

»Min butik! Fotos fra Wongs Grill til RC Rens« kan opleves på Københavns Museum indtil 20. oktober 2024. Selve butikken Dragør Tapet & Farvehandel – eller bare »Palm Steffen« – kan opleves på Toldergade 4 – indtil Jørgen Palm Steffen vælger at lukke den.

Foto: Ulf Svane, Copenhagen Archives.
Foto: Ulf Svane, Copenhagen Archives.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk