DR har fået lov at benytte parkeringspladserrne foran havnepakhuset. Foto: HAS.
DR har fået lov at benytte parkeringspladserrne foran havnepakhuset. Foto: HAS.
Borgmester Kenneth Gøtterup byder DR velkommen til Drag­ør. Foto: HAS.
Borgmester Kenneth Gøtterup byder DR velkommen til Drag­ør. Foto: HAS.

Optagelser til Tidsrejsen 2 i gang

Forud for starten af optagelserne til DR’s kommende julekalender »Tidsrejsen 2«. lagde Havnepakhuset i sidste uge lokale til et velbesøgt informationsmøde. 

Indledningsvis blev det fra DR’s side afsløret, at – der ikke ville blive afsløret ret meget, hvis man håbede på at høre om selve julekalenderens indhold. Herom må alle vente til december 2024.

Til gengæld blev der herefter informeret om, hvordan optageplanerne er; om steder, tidspunkter – og ikke mindst omfang af udstyr og parkering. Det blev herunder understreget, at man endelig skulle henvende sig, hvis man på nogen måde følte sig generet af køretøjer, udstyr med videre – så vil man i videst muligt omfang tage hensyn hertil.

Nogle ting vil det dog ikke være muligt at ændre på. Eksempelvis vil der være optagelser, hvor det vil være nødvendigt at lukke en gade eller plads af i helt korte tidsrum, hvor selve optagelsen sker. Dertil vil der være enkelte større optagelser, hvor der kan være brug for momentvise afspærringer af større karakter – og her blev Kongevejen nævnt som eksempel.

Hvor DR kan have ønsker om at gøre brug af et hus, en have eller andet som kulisse, vil de pågældende ejere blive kontaktet med en høflig forespørgsel derom.

Julemarkedet igen i fokus

Selve julemarkedet på Badstuevælen kommer også i fortsættelsen af julekalenderen til at spille en central rolle. I serien har julemarkedet åbent hver dag, også ved aftenstid – og derfor kommer der i december måned til at være en række optagedage, hvor det velkendte julemarked både i dagslys og mørke forvandles til det marked, man kender fra Tidsrejsen. Desuden bliver Dragør Skole og en række andre lokationer også centrale i serien. 

Det forlød ved mødet, at der er mange spændende overraskelser i vente i julekalenderen. Som DR’s udsendte medarbejdere udtrykte det lidt hemmelighedsfuldt – man skal ikke være bange for ufo’er over Dragør denne vinter!

Det blev også oplyst, at DR meget gerne hører fra lokale skuespiller-spirer, som kunne tænke sig at »gæsteoptræde« i Tidsrejsen 2 som statister. Alt og alle kan potentielt set være aktuelle – alle aldre, køn, størrelser, singler, par, familier – så det er bare om at melde sig, hvis man har lyst til at blive en del af Dragørs filmhistorie.

På informationsmødet var der i øvrigt også orientering om det rent praktiske i forbindelse med optagelserne på julemarkedet, og der blev besvaret spørgsmål omkring de praktiske omstændigheder for de, der måtte ønske at prøve rollen som statister.

Optagelser i gang

Mandag den 15. oktober var første optagedag i Dragør – og borgmester Kenneth Gøtterup tog imod DR’s hold ved skurbyen, hvor han hilste dem velkommen i bybilledet og så frem til et godt samarbejde, der gerne både skulle give en fremragende julekalender – og en positiv opmærksomhed omkring Dragør.

Parkeringspladsen foran havnepakhuset er i optageperioden udlånt til DR, hvorfor denne ikke kan benyttes af andre i de dage, hvor der filmes i den gamle by.

I denne uge vil der være optagelser i bl.a. skurbyen og på Dragør Skole. 

HAS

Der lyttes opmærksomt på informationsmødet i Havnepakhuset. Foto: HAS.
Der lyttes opmærksomt på informationsmødet i Havnepakhuset. Foto: HAS.
DR’s medarbejdere fortæller beredvilligt om de kommende optagelser til Tidsrejsen 2, og i ord og billeder beskrives det, hvor der skal optages. Foto: TorbenStender.
DR’s medarbejdere fortæller beredvilligt om de kommende optagelser til Tidsrejsen 2, og i ord og billeder beskrives det, hvor der skal optages. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk