Påske for børn og voksne

Der er masser at tage sig til i påsken her i Dragør. 

Blushøj ligger »bjerg« til en af de helt store Dragør-traditioner: Æggetrilningen med de smukt malede æg, der – måske – ender med at gå i stykker. 

Om man kæmper om at få ens udvalgte æg længst eller holde til flest trilninger, varierer fra familie til familie, men normalt stimler folk sammen på selve påskedag om formiddagen.

Æggetrilningen bliver ikke arrangeret af nogen, og der er fri adgang til både Blushøj og Søvangsbakkerne hele døgnet, så har man lyst til at træne i smug eller lægge sin trilning på et andet tidspunkt, så er der rig mulighed for det. 

Til gengæld ligger tidspunktet helt fast for æggejagt og påskesjov på Dragør Fort.

Påskedag – søndag den 31. marts kl. 10 – får børn og voksne uddelt et skattekort og skal så finde påskeharens glemte bogstaver skjult rundt omkring på fortets arealer. 

Der vil også være en tegnekonkurrence og præmier på højkant.

Andagter

Byens kirker har også fuldt program i anledning af opstandelsen. 

Både Dragør Kirke og Store Magleby Kirke har andagter langfredag, påskedag og 2. påskedag kl. 10. 

Store Magleby Kirke har desuden også en andagt skærtorsdag kl. 10, mens Dragør Kirke i stedet inviterer til »Jesus Kristus – skærtorsdagsmiddag« kl. 17. Kirken lover endda, at man kan møde »ham, din sognepræst, og dine naboer« – men vi regner ikke med, at Judas er inviteret. Derfor bliver gudstjenesten med middag forhåbentligt ikke til det sidste måltid for nogen af de deltagende – men i stedet er der lagt op til »en helt særlig aften i din kirke«. Middagen er gratis, og både børn og voksne er velkomne til at deltage. Kirken håber dog på tilmelding inden, og det kan gøres på deres hjemmeside. 

Hvis man skulle have lyst til at se lidt fodbold, så må man ud af kommunen. Dragør Boldklub, der prøver at holde sig på en af de to oprykningspladser, begynder ellers foråret i serie 1 skærtorsdag kl. 14 mod HB. Kampen bliver desværre for hjemmebaneopbakningen spillet i Fælledparken i København, og også kampen 2. påskedag mod Bispebjerg BK kl. 14 er på udebane ved Grøndals Multicenter. Man kan læse mere om boldklubbens forberedelser til sæsonstarten her.

Undersøgelse

En anden mulighed er at besøge Dragørs mange butikker, caféer og spisesteder. Det viser sig, at det er en yderst populær aktivitet for byens avislæsere.

I den læserundersøgelse, Dragør Nyt laver i øjeblikket, angiver over halvdelen nemlig, at de har handlet hos en af avisens annoncører inden for den sidste uge.

På redaktionen håber vi på mange flere besvarelser fra jer gode læsere, da denne hjælp i den grad kan forbedre muligheden for, at Dragør Nyt også udkommer de næste mange år.

Vi er klar over, at det er et langt spørgeskema, men måske netop påsken kunne være en god anledning til at slå benene op, skænke en kop kaffe og udfylde skemaet.

Livet for børn og unge er et emne, der ofte debatteres i avisens spalter, og derfor håber vi, at mange børnefamilier også vil være med til at sætte deres præg på avisen gennem deltagelse i undersøgelsen.

Der udloddes et gavekort på 1.000 kr. til et af Dragørs gode spisesteder blandt deltagerne – men vent ikke med at besøge byens spisesteder, til gevinsten er i hus. Der er nemlig flere gode påsketilbud på menuen, som bl.a. kan ses her i avisen. 

Dragør Nyt ønsker alle en rigtig god påske.

RMP

Arkivfoto: TorbenStender.
Arkivfoto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk