Ro i sjælen

Efterårets aktiviteter er i fuld gang i Store Magleby Kirke. Hver tirsdag byder kirken på skumringsgudstjenester kl. 17.00, og det fortsætter hele vinterhalvåret – helt frem til påske. 

Gudstjenesterne er lavet til alle, der har brug for et helle i hverdagen og lidt ro i sjælen. De varer blot en halv times tid og er fyldt med meditative musikstykker, fællessang, flygel og korte tekster. Tit vil gudstjenesten blive krydret med vedkommende digte, der passer til dagens øvrige indhold. 

Fra kirken lyder en opfordring til byens borgere om at lægge vejen forbi efter arbejde, inden man glider hjem gennem tusmørket. 

Den første tirsdag i hver måned suppleres gudstjenesten med muligheden for at spise aftensmad sammen med de øvrige deltagere. Tilmelding til spisningen er ikke nødvendig, til gengæld er den ganske gratis.

Hvis man har mistet

Store Magleby Kirke lægger i efteråret også hus til et tilbud om sorggruppe – til dem, der har mistet eller er i sorg af anden årsag. Her samles ligesindede for at finde fred og skabe plads til sorgen.

Sorggruppen mødes hver uge over fem tirsdage mellem kl. 10 og 12, startende den 24. oktober. 

Fællesskab skaber plads til sorgen på lige den måde, den enkelte føler den. Der er plads til både ung og gammel sorg, hvor man kan holde mindet om den mistede i live. 

Der vil blive lyttet af både sognepræsten og en psykoterapeut, som vil skabe rolige rammer for gruppen. 

Tilmelding nødvendig. Se mere i annoncen på side 8 i ugens avis.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk