Vi har modtaget:
Skruen uden ende ...
På torsdag skal kommunalbestyrelsen førstebehandle budgettet for 2023. Og meldingen fra forvaltningen er utvetydig. Som det er pindet ud i det tekniske budget, har kommunalbestyrelsen til opgave at finde mindst 13 millioner kroner alene i det kommende års budget, såfremt udgifter og indtægter skal hænge blot nogenlunde sammen. Og så er der stadig nye, usikre omkostninger i horisonten. Blandt andet på forsyningsområdet.
Umiddelbart kunne man mene, at det burde være en forholdsvis overkommelig opgave, set i lyset af en balancesum på lige i underkanten af én milliard. Men det er det absolut ikke. Og det er der mange tungt vejende årsager til.
Besparelserne – eller nedskæringerne om man vil – skal findes i et budget, der i forvejen ikke bare er skåret til benet, men dybt ind i marven, hvor det efterlader seriøs bekymring for kommunens fremtidige stabilitet.
Alene i perioden fra 2018–2023 har forvaltningens budget fordret, at der blev gennemført velfærdsnedskæringer, anlægsbesparelser og serviceforringelser på næsten alle områder og sektorer for samlet set mere end 106 millioner kroner (svarende til godt 10% af kommunes omsætning). Og det er ikke gået upåvirket for sig. Men hvornår stopper det? Er det noget, vi bare må acceptere, og hvor går grænsen?
Det er der sikkert mange meninger om.
Til gengæld tror jeg, de fleste kan blive enige om, at det har ganske betydelige og stadigt stigende økonomiske konsekvenser for borgerne at opretholde Dragør som landets mindste, landfaste, selvstændige kommune.
Så, måske er tiden inde nu til – i det mindste – at foretage en seriøs forhåndsanalyse af konsekvenserne (for og imod) ved en eventuel fusion med vor nabokommune?
Med venlig hilsen
Svend Mathiasen
