Værk af Joachim Knop.
Værk af Joachim Knop.

Tropesyner

Udstilling af Joachim Knop i Dragør Havnegalleri

Af Mikael Sonne

Joachim Knop begynder sin udstilling i Dragør Havnegalleri, Strandlinien 17, med fernisering fredag den 3. maj.

Kunstneren havde sin debutudstilling tilbage i 1971, og siden har han haft udstillinger i både ind- og udland.

Joachim Knop har formået at kombinere sin karriere inden for psykiatri med sin passion for maleri – et liv, der har krydset de to verdener, hvor videnskab og kunst sjældent mødes – og det har givet ham en unik indsigt i, hvordan hjernen fungerer.

Joachim Knop fremhæver selv, hvordan den rationelle og logiske venstre hjernehalvdel ofte danner modsætning til den mere intuitive og kreative højre halvdel. Selvom denne opdeling er forenklet, finder mange genklang i beskrivelsen fra deres egen hverdag.

Værkerne udspringer fra Joachim Knops fascination af modsætninger, og netop dette synes også at fremgå tydeligt i hans værker.

Især finder han inspiration på rejser til Bali, hvor han lader sig forføre af øens farverige landskaber og spirituelle kultur.

Gennem akvarel og tusch får kunstneren skabt dynamiske relationer mellem farve og form samt mellem det blide og det eksplosive. Han jonglerer med modsætninger såsom lange skærende linjer og bløde former og får dem til at harmonere på lærredet.

Udstillingen varer til og med torsdag den 9. maj (Kristi himmelfartsdag).

Se også annoncen på side 5 i ugens avis.

Næste udstilling

Billedmager Kirsten Tønnesen udstiller fra fredag den 10. (fernisering fra kl. 15–17) til og med torsdag den 16. maj.

 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk