Vi har modtaget:
Kystsikringen
Er det eneste nationale ved Dragør at være bufferzone til lufthavn og metro?
Kystsikringen af Dragør er i en god proces. Borgermøderne herom forrige lørdag var godt besøgte, og man er langt med at finde brugbare løsninger.
Der bliver arbejdet både med en her og nu-løsning, der skal sikre os mod en såkaldt 100-årshændelse. Og der arbejdes med en mere langsigtet løsning.
Det rigtig gode er, at der – så vidt jeg har forstået – er principiel politisk enighed om den langsigtede løsning – at Dragør må have en ydre sikring af hele vores kyststrækning.
Den kortsigtede løsning kan være fin nok, men for det første viser alle beregninger, at de 100 år snarere vil vise sig at være 5 til 10 år. Og for det andet vil staten formentlig ikke hjælpe Dragør med en kortsigtet løsning – den må vi klare selv.
Jeg håber, at man hurtigt kan gå gang med den ydre løsning. Det vil da være en skam at smide penge efter noget, der skal laves om indenfor en kortere årrække.
Især et synspunkt denne lørdag var tankevækkende. Statens interesse i Dragør, som den blev fremført af Sund & Bælt, synes alene at dreje sig om, at Dragør skal være en bufferzone for sikring mod oversvømmelse af lufthavn og metro.
Nej, sådan er det heldigvis ikke. Dragør har i høj grad statslig betydning for andet, end hovedstadens infrastruktur. Vi har nogle af landets vigtigste naturområder, blandt andet de såkaldte Natura 2000-områder, og vi har Dragør Gamle By, som af Kulturministeriet er placeret på tentativlisten til at blive udpeget som verdens kulturarv. Dette er også i høj grad af national – og endda international – betydning.
Når staten således har udpeget både vores kyst og den gamle by som statslig inter-esse, så må staten også være med til at sikre disse værdier. Ud over Trafikministeriet må vi således have både Miljøministeriet og Kulturministeriet på banen.
Det er allerede væltet ind med statslige bidrag til at sikre hovedstadens infrastruktur, og Dragør må insistere på, at staten også bidrager til sikring af Dragørs øvrige værdier af national betydning. De må hjælpe med til at sikre Dragørs langsigtede løsninger, og de må hjælpe med til, at den nødvendige kystsikring sker under hensyn til natur og kultur. Dragør kan ikke klare dette alene.
Og er staten først med, så åbnes der samtidig op for yderligere støtte fra fonde. Realdania er allerede ved sydkysten på banen med en betragtelig støtte. Mere af det – også til sikring af kulturværdierne i den gamle by og havn, tak!
Det videre arbejde
Dragør har hurtigt været ude med sit kystsikringsarbejde. Men vi savner en statslig melding om, hvad der bør være det rette sikringsniveau.
Hvis vi skal tro Sund & Bælt fra sidste lørdag, så er det helt sikkert, at sikringsniveauet er betydeligt højere end 100 år (som altså snarere er 5 til 10 år).
Som noget nyt i forhold til et tidligere borgermøde havde Sund & Bælt fundet ud af, at man ikke alene må sikre Dragørs nordkyst. Da vandet vil finde vej, hvor der er lavest, må også Dragør By og Havn samt også dele af sydkysten sikres. Og det lød til, at man er villig til at punge ud. Derfor bør Transportministeriet tage Miljøministeriet og Kulturministeriet i hænderne og sammen bakke op om en langsigtet løsning – af hensyn til, at Dragør er andet end »en bufferzone for lufthavn og metro«.
Jeg er optimist.
Med venlig hilsen
Axel Bendtsen
Arkitekt og planlægger
