Vi har modtaget:

Næppe minimumsnormeringer i 2024

Passer Socialdemokratiet, Konservative og Venstre på børnene i Dragør?

Liste T er stærkt bekymrede for, at børnene i Dragør Kommune ikke vil opleve at få flere voksne i deres vuggestuer og børnehaver inden den 1. januar 2024. Et folketingsflertal besluttede i december 2020, at der ved årsskiftet skal være en voksen per tre vuggestuebørn og en voksen per seks børnehavebørn. 

Pengene er der

Der er også fulgt penge med til at hæve normeringen. Dragør Kommune fik en pulje til minimumsnormeringer på 1,2 mio. kr. i 2020. Den er steget støt gennem årene og forventes i 2023 at blive på 3,5 mio. kr. Alligevel kan vi i Dragør Kommune på børnehaveområdet ikke se, at normeringen har flyttet sig i den rigtige retning. Og ifølge vores vurdering kommer den heller ikke til at gøre det med den nuværende økonomiske politik, Socialdemokratiet, Konservative og Venstre (ACV) fører.

Status

Ifølge den seneste status, vi har fået i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, var der i første kvartal i år 6,3 børn per voksen i børnehaverne, mens det lå lavest i tredje kvartal 2022 med 5,7 børn per voksen. Billedet var det samme året forinden. 

Forvaltningen regner anderledes end Danmarks Statistik, som i 2021 opgjorde antallet af børnehavebarn per voksen i Dragør Kommune til 6,4. Det gav Dragør Kommune Danmarks anden dårligste placering i 2021. Kun Holstebro Kommune havde en dårligere placering med 6,5 børn.

Lysere ser det ud for vuggestuebørnene, hvor der ifølge forvaltningens beregninger var 2,9 børn per voksen i vuggestuerne efter første kvartal i år. Det krydser vi naturligvis fingre for vil holde – men erfaringen siger, at det er i første kvartal, at børnetallet er lavest i vuggestuerne – og i tredje kvartal, at det er højest. Og i tredje kvartal 2022 var normeringen 3,5.

Da Danmarks Statistik opgjorde normeringen for vuggestuebørn i 2021, lå Dragør Kommune på en kedelig fjerdeplads på landsplan med 3,4 børn per voksen.

Burde reagere anderledes

Når Dragør Kommune får tilført 3,5 mio. kr. til bedre normeringer i 2023, må man som barn og forældre kunne forvente, at normeringen bliver bedre. Det er desværre vores vurdering, at det ikke kommer til at ske. 

For det første lagde ACV en rammebesparelse på 380.000 kr. ind på daginstitutionernes budget for 2023, og i næste års budget afløses det af en »effektiviseringspulje« på 420.000 kr.

Markant behov for vikarer

For det andet har vi desværre været vidne til, at nogle af vores daginstitutioner er løbet ind i problemer i de senere år med stærkt øget vikarforbrug til følge. Det betyder, at daginstitutionerne samlet skal indhente merforbrug for 2021 og 2022 på 1,2 mio. kr. 

Vi forventer, at der desværre også kommer et merforbrug i 2023. Det bliver skruen uden ende. 

Kan, men vil ikke

ACV kan løsne daginstitutionerne for den økonomiske byrde. Hvis de vil. Desværre insisterer ACV på, at merforbrug skal findes inden for eget område i stedet for at løfte blikket og se på kommunens samlede økonomi – og den samlede økonomi er god. 

For nylig fik Dragør Kommune tildelt ca. 16 mio. kr. i midtvejsregulering, og ca. 6 mio. kr. af disse vurderes at være indenfor servicerammen. Det har ikke indtil videre fået ACV til at rokke sig. 

Passer de på kernevelfærden? Passer de på børnene i Dragør Kommune? 

Vi står klar, hvis de kommer på bedre tanker.

Med venlig hilsen
Annette Nyvang, Ann Harnek og Peter Læssøe
Kommunalbestyrelsesmedlemmer for liste T

På Nordstrandens Vuggestue får man med de nye regler lov til at beholde børnene lidt længere. Arkivfoto: TorbenStender.

Vuggestuebørn rykker senere

Kommunalbestyrelsen har godkendt, at vuggestuebørn skal vente længere på at komme i børnehave. Og selvom det giver ekstra udgifter...

Forårets aktiviteter og nyheder fra rådhuset

En tid med fornyelse og fejring: Dragør Kommune introducerer erhvervsstrategier, styrker pædagogområdet og forbereder sig på kommende jubilæum.

Nedrivning af Glistrupgård

Fra forfald og stridigheder til en ny begyndelse - Historien om Glistrupgårds omdannede skæbne. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk