Festlig lørdag i Hollænderhallen

Badmintonklubben Tændhætten markerede i den forgangne weekend rundt jubilæum med turnering og reception

Formanden for Tændhætten gennem de seneste 49 år, Geert Jakobsen, holder tale. Foto: TorbenStender.
Formanden for Tændhætten gennem de seneste 49 år, Geert Jakobsen, holder tale. Foto: TorbenStender.
Kenneth Gøtterup, der selv har været medlem, og badmintonklubbens formand, der netop af borgmesteren har fået overrakt en gave fra kommunen. Foto: TorbenStender.
Kenneth Gøtterup, der selv har været medlem, og badmintonklubbens formand, der netop af borgmesteren har fået overrakt en gave fra kommunen. Foto: TorbenStender.

Lørdag den 4. november afholdt Tændhætten double-turnering og efterfølgende en godt besøgt jubilæumsreception, hvor man fejrede foreningens 50 års eksistens i Dragør.

Der var sørget for både mad og drikke i Hollænderhallen, hvor der ud af højtalerne strømmede musik, der var udgivet i 1973 – det samme år Tændhætten kom til verden.

Efter uddeling af præmier holdt formand Geert Jakobsen en tale, hvor han kom ind på stort og småt omkring klubben. Han fortalte blandt andet, at man fra midtfirserne og frem til i dag havde registreret i alt 1.927 medlemmer. 

Formanden selv var registreret med medlemsnummer 1, men han efterlyste en person, som havde fået tildelt nummer 452, og som var til stede i lokalet. Da ingen meldte sig som indehaver af nummeret, kunne Geert Jakobsen meddele, at det var borgmester Kenneth Gøtterup, der i sin tid havde fået det.

Dernæst holdt borgmesteren en tale, hvori han blandt andet roste klubben for indsatsen til glæde for idrætten i Dragør, og herunder ikke mindst for de tillidsposter, badmintonklubben Tændhætten havde bestredet i årenes løb.

Afslutningsvis overrakte Kenneth Gøtterup kommunens gave til formanden, og derefter fortsatte festlighederne et par timer endnu.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk