Vi har modtaget:

Fremtidsvisioner

Softice eller UNESCO? Det er ikke spørgsmålet

Det er ikke overraskende, at fronterne er trukket skarpt op i diskussionen om Dragør som UNESCO-verdensarv. 

Hele den politiske proces – og ikke mindst debatten – har været uskøn. Der bliver tegnet et billede af, at man enten vil lade UNESCO-turistmasserne vælte ind over Dragør, eller at man modsætter sig enhver udvikling af frygt for ikke at kunne finde en parkeringsplads lørdag formiddag.

Spørgsmålet er, om vi diskuterer det rigtige emne: Er der virkelig nogen, som ønsker, at Dragør drukner i en flodbølge af turistister? Eller der virkelig et flertal i Dragør, der mener, at alt skal være, som det plejer? Det tror jeg ikke, og det ville være mere konstruktivt at tale om, hvad vi egentlig vil med Dragør som turistdestination. 

Hvis man spørger en gennemsnitlig københavner om, hvad de forbinder Dragør med, vil et flertal svare, at det er et sted, man tager hen for at spise en softice på havnen, eller inden for det seneste år, at det er endestationen for Amarminoen, hvor man kan tage bussen tilbage til byen. Selvfølgelig vil der være undtagelser, men det generelle billede afspejler, at Dragør aldrig har haft en turiststrategi – og de seneste år i øvrigt heller ikke en turistchef. Vi har langt fra været gode nok til at tegne et billede af os selv. 

Hvad vil det sige at have en turismestrategi? 

Jo, for en menneskealder siden besluttede den pittoreske landsby Hay-on-Wye på grænsen mellem England og Wales, at man ville have en andel af turiststrømmene imellem de to lande. Ikke så mange turister som muligt, men de rigtige turister. Man besluttede sig for, at man ville være Storbritanniens boghandlerby, og i årtier har modne kvinder med gråt pagehår og unge studerende med smarte briller rejst til Hay-on-Wye for at købe bøger og sidde på caféer og snakke litteratur. En by med under 2.000 indbyggere havde en overgang over 20 boghandlere – og et utal af caféer. 

Jeg ved ikke, om Dragør skal være Danmarks boghandlerby, have verdens længste krabbebro eller gøre hver dag til Sildens Dag – eller noget helt femte. Men det er et sted at starte diskussionen. Så længe man ikke har en vision, vil udviklingen i bedste fald handle om, hvem der kan stable flest kugler og flødeboller oven på en isvaffel. Med al respekt for vores isbutikker, tænker jeg, at det ikke er specielt visionært. 

Måske kunne UNESCO-verdensarv være det rigtige redskab. Måske skal det være noget andet. Så længe vi ikke har en sammenhængende vision – eller politikere, der er dygtige nok til at føre den ud i livet – kan det ene svar være lige så godt som det andet.

Med venlig hilsen
Michael Rachlin
Spidskandidat for Radikale Venstre Dragør
dragoer.radikale.dk