Vi har modtaget:
Hvad gør vi med Sofies briller?
Man bør vel starte med at sige tak! Tak til jer, der passer på, at vores børn bliver gladere, klogere og bedre Dragør- og verdensborgere.
Tak til jer 15 i kommunalbestyrelsen, der har til opgave at passe på Dragør.
Det er ikke altid, at man er enig i, hvad I gør og mener – men ingen skal underkende det ærlige engagement og hårde arbejde, der lægges både i klasseværelse og byrådssal.
I skal også have tak for at invitere os ind i jeres debat om »Dragør-modellen«.
For nogle af os er det lidt kompliceret stof med mange tekniske detaljer og lange historiske forløb. Derfor vil jeg låne borgmesterens familiemetafor. Den gør det trygt for os, der er »sproglige«.
Familieråd et
Der er familieråd i den lille famile i Søvang.
Sofie har for 17. gang smadret sine briller til fodbold. Det var »kun« fem gange i sidste sæson. Det er ved at være en dyr udskrivning. Jeg tror, de fleste familier ville gribe ekstraudgiften an, som man ser nedenfor:
»Mor og jeg har talt om det. Jeg har haft ekstravagter på sygehuset og tjent lidt mere, og mor venter lidt med at købe sin nye driver. Og så kan vi allesammen kikke på, om vi skal skære lidt i feriebudgettet. Sofie skal selvfølgelig have nye briller – måske nogle rigtig solide.«
Det gør vi selvfølgelig, fordi vores børn, også de udfordrede, er det mest dyrebare, vi har. Dem tager vi samlet ansvar for – især vi voksne.
Derfor vil samtalen nok ikke begynde på denne måde:
»Mor og jeg har jo sat et fast beløb til jer børn. Sofie har igen brugt for meget af sin andel. Det fikser I selv!«
Selvfølgelig ikke! Vi sætter ikke børn til at løse andre børns problemer. Det gør vi voksne.
Blandede bolsjer
Er det ikke det, vi kommer til ved at blande budgetterne fra det specialiserede område sammen med resten af skoleområdet?
Det specialiserede område er et af kommunens store problemer rent budgetmæssigt. Det er det for alle kommuner, og jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan man bringer det under kontrol.
Mange gode kræfter arbejder på, at de børn, der har det ekstra vanskeligt, får hjælp, og man afsøger muligheder for at bekæmpe årsagerne til deres mistrivsel. Men lige nu ved vi, at området er svært at styre.
Resten af skolevæsenet er tilsyneladende lettere at få styr på. Sikkert på grund af høj kompetence hos de skoleledere og lærere, der også passer på vores unger.
Så vi har et styrbart område og et ustyrligt ditto.
Konsekvenser
Hvis man blander to områder med de karakterer sammen, får man ikke ét styrbart område. Man får snarere to, der ikke er styr på.
Det specialiserede område var ikke styrbart fra start. Skolerne vil miste deres styrbarhed, fordi der hele tiden kan komme ændringer ind fra det specialiserede område.
På skolerne skal man konstant kunne tilpasse sine egne budgetter og handlingsplaner på grund af et område, man ikke har mulighed for at påvirke.
Og så går tiden med det. I stedet for at kunne fokusere på kerneopgaven – børnene. Hvilket igen kan belaste det specialiserede område.
På sigt vil det også medføre en usund budgetkultur på skoleområdet. Da man ikke kender den påvirkning, der kan komme fra det specialiserede område, vil man begynde at indbygge »buffere« i sine budgetter – og i øvrigt have en tendens til at bruge sine egen budgetter tidligt i budgetåret i stedet for at anvende sine midler, når det er mest belejligt.
Familieråd to
Børn koster penge, udfordrede børn koster mere – og man kan ikke engang vide hvor meget.
Enhver famile har nu engang kun de penge, som de nu har. Men det er ikke børnenes opgave at løse det problem. Det er de voksnes opgave at foretage den sidste prioritering. De har det totale overblik over alle familiens ressourcer og udgifter.
Udfordringer
Vanskelige udfordringer løses ved, at man løfter dem op i lyset og giver dem fokus. Man løser dem ikke ved at gemme dem væk nede i et budgethierarki.
Vi må heller ikke glemme, at modeller bare er redskaber.
Udfordrede børn er den reelle udfordring, Den må vi løse. Det må og skal vi. Og vi kan godt – sammen.
Med venlig hilsen
Klaus Keite
Stettinstræde 7