Lastbiler har stadig adgang til den gamle by

Af Rasmus Mark Pedersen

Beboerne i den gamle by i Dragør har i længere tid været trætte af varetransporter, som kører ind i de snævre gader.

Ifølge beskrivelserne i referatet fra seneste møde i Klima-, By- og Erhvervsudvalget har der været en stigning i antallet af varetransporter, som samtidigt vurderes bemandet af uerfarne førere, der ikke er vant til de snævre forhold.

Lastbiler vil også i fremtiden have adgang til de smalle gader i den gamle bydel. Arkivfoto: Thomas Mose.
Lastbiler vil også i fremtiden have adgang til de smalle gader i den gamle bydel. Arkivfoto: Thomas Mose.

Udmeldingen fra Beboerforeningen for Dragør Gamle By lyder, at der er opstået flere skader på de gamle bygninger – for eksempel ved påkørsel af udhæng med bilerne.

Derfor fik beboerforeningen i 2019 sagen i den daværende kommunalbestyrelse, som i august måned samme år pålagde administrationen at undersøge, hvordan varelevering ville kunne begrænses samtidig med, at der ikke opstod en skilteskov, og der stadig kunne blive hentet skrald.

Opgaven virker umiddelbart ikke til at have haft den højeste prioritet. I hvert fald blev undersøgelsen først fremlagt for to år siden, og dengang blev den sendt til yderligere rådgivning ved en trafikrådgiver – og nu her fire år efter problemstillingens førstebehandling er der en endelig afrapportering: Administrationen kan konkludere, at det vil være vanskeligt at begrænse adgangen for bestemte køretøjer. 

Problemet består i, at man ikke kan sige, at der skal være adgang for nogle køretøjer og ikke for andre. Så hvis man gerne vil have hentet skrald, så skal man også tillade køretøjer op til 3,5 tons i gaderne.

Derfor vil et forbud for tungere køretøjer alligevel ikke ramme de køretøjer, som administrationen har udpeget til at være den største gene: Pakketransporter fra de mange selskaber, der leverer til døren. Deres køretøjer er nemlig lettere, end skraldebilerne. 

Samtidig vil man ikke undgå flere skilte, da der vil skulle opsættes omkring 25 stk. 

En anden løsning, som administrationen har undersøgt, er, sådan som de gør i Ærøskøbing. Her er der pullerter, der kan gå op og ned, ved alle indgangsveje til den gamle bydel. 

Men som administrationen anfører, så vil en sådan løsning »indebære et væsentligt større projekt med inddragelse af de mange interessenter i området, såvel i forhold til beboerforeninger, beboere, Dragør Bevaringsnævn og erhvervsdrivende m.v. i området«.

Da administrationens afrapportering blev bragt op på seneste møde i Klima-, By- og Erhvervsudvalget, lød anbefalingen derfor, at man ikke gjorde yderligere.

Liste T og Sydamagerlisten var dog fristede af Ærøskøbing-modellen, så de stemte for, at forvaltningen skulle afdække interessen for og økonomien i opsætningen af pullerter. Dette var der dog ikke flertal for.

I stedet for stemte samtlige partier, undtagen liste T, for at følge administrationens forslag: Intet laves om.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk