Öresundsmarkedet på havnen

I den kommende weekend, fredag den 4. til søndag den 6. august, omdannes havnepladsen i Dragør for anden og sidste gang i år til Öresundsmarkedet.

Der vil nok en gang til livsnyderne være stande med ting og sager i mange forskellige afskygninger. Blandt andet vil Öresundsmarkedet som noget ganske nyt denne gang få besøg af et bogmarked.

Hele weekenden igennem vil der være mexikanskinspireret streetfood og kølige drinks.

Dragør Cykelklub vil være til stede og fortælle om deres cykelfælleskab – herunder også om deres velgørenhedsløb Parkinson P7H. Ud over motion ved deltagelse i løbet har dets deltagere også muligheden for her at støtte op om et godt formål.

Livemusik

Også i denne udgave af Öresundsmarkedet vil der være musikalsk underholdning på havnen.

På markedsdagene fredag og lørdag – begge dage kl. 17 – er det Sune og Eamonn duo, der spiller op. Mens man til afslutningen af Öresundsmarkedet søndag traditionen tro har arrangeret koncert med det lokale band De 3 måske 4. Koncerten her begynder cirka kl. 16.

Markedsboderne ved Öresundsmarkedet vil holde åbent fredag fra kl. 12–18, lørdag fra kl. 10–18 samt søndag fra kl. 10–17 – i »Food Loungen« vil der dog alle tre dage blive holdt åbent til senere ud på aftenen.

Öresundsmarkedet tager den kommende weekend opstilling på havnepladsen for sidste gang i år. Foto: TorbenStender.
Öresundsmarkedet tager den kommende weekend opstilling på havnepladsen for sidste gang i år. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk