Fra venstre: Peter Henriksen, Michael Busk og Troels Wassard Lund. Foto: Rasmus Mark Pedersen.
Fra venstre: Peter Henriksen, Michael Busk og Troels Wassard Lund. Foto: Rasmus Mark Pedersen.

Sikker fest for de unge på fortet

Et samarbejde mellem UngDragør, SSP-konsulenten og Fortet Live er kommet på plads inden årets koncerter, hvor man for første gang satser på et ungt publikum. Dragør Nyt var inviteret med, da samarbejdet faldt på plads.

Der sidder tre mænd om et bord i Framehouse. Så kommer en journalist, og nu sidder der fire mænd om et bord i Framehouse.

Det er ikke starten på en vittighed, men begyndelsen på et samarbejde om sikkerhed til årets Fortet Live-koncerter.

Den ene af de tre mænd –· Michael Busk – har nemlig booket solisten ICEKIID og Benny Jamz, som begge har et noget yngre publikum, end de kunstnere, der plejer at spille på Fortet Live, har.

De to andre – Peter Henriksen, Dragørs SSP-konsulent, og Troels Wassard Lund, leder af UngDragør – lytter og spørger interesseret ind for at forstå, hvad deres rolle i arrangementet kan være.

Det er nemlig vigtigt for Michael Busk, at festen bliver sikker for de unge at komme til. Derfor håber han på opbakning fra nogen, der kender de unge bedre, end hans vagter vil gøre.

Det ender med, at de finder en løsning, men lad os lige tage forhistorien.

Første gang for unge

Fortet Live er en musikfest, der blev arrangeret på Dragør Fort første gang i 2022. De to første år blev der afholdt to særskilte arrangementer – et før og et efter sommerferien – og det har bragt mange publikummer forbi fortet.

Men i år har arrangør Michael Busk erkendt, at der er så mange andre aktiviteter i august, at det vil være bedre med to festivaldage i forbindelse med en weekend inden sommerferien.

I år er Fortet Live således blevet lagt fredag den 31. maj og lørdag den 1. juni. Og fredagskoncerterne har et særligt fokus fra arrangørernes side.

Lørdag er der lagt op til kæmpe firserfest med hjemlige DJ’s og udenlandske kopibands, der blandt andet hylder George Michael og Duran Duran.

Men fredag indtages scenen af unge, originale kunstnere i form af Benny Jamz og ICEKIID.

Benny Jamz har været til at underbygge dansk rap op gennem 2010’erne, inden han selv trådte ud i rampelyset med pladerne 1010Jamo og Ny Sejr. Den sidsteomtalte blev udgivet sidste år, hvor han også gæstede festivalerne Roskilde Festival og Smukfest.

ICEKIID fik sit gennembrud i 2017 med FCK-hyldestsangen Gulddans. Siden har han hittet med JumeirahBlondiner & Brunetter og ikke mindst ErruDumEllaHvad.

Disse to kunstnere bliver serveret under brandet Fortet Young, og deres musik er fast inventar til mange teenagefester.

Ingen alkohol under 18 år

På mødet drøfter Michael Busk, Peter Henriksen og Troels Wassard Lund rammerne for en sikker festival. Det bliver gennemgået, at der vil være vagter fra Fortet Live og et telt med samaritter.

Der vil være vandposter flere steder på pladsen, og publikum må gerne tage sin egen, tomme vandflaske med ind.

»Vi vil gå sindssygt meget op i alkoholpolitik og sørge for, at ingen under 18 år får lov til at købe,« understreger Michael Busk undervejs.

Alle, der er over 18 år, får et armbånd på, så det er let at spotte, hvem der kan købe alkohol. Vagterne vil desuden få besked på at tjekke gæster uden armbånd for, om de står med noget alkohol, og hvis de gør – så vil vagterne hælde det ud.

Inde på pladsen vil der være boder med salg af energidrikke og juice med mere, således der er alternativer til drikkevarer med alkohol.

Men alle omkring bordet forventer, at det vil være sådan en fest, hvor de unge også vil drikke, inden de ankommer til festivalpladsen, og det skal de ansvarlige være opmærksomme på.

Først omsorg, så konsekvens

Troels Wassard Lund spørger nysgerrigt ind til, hvordan Michael Busk helst ser UngDragør indgå i sådan en fest.

Det kan være at rundere, have kontakten til de unge og sørge for den gode stemning, lyder svaret, hvorefter Michael Busk forklarer, at der er tre trin i kontakten med problematisk publikum.

Det første er den venlige tilgang fra for eksempel UngDragør, hvor man på en sød og ordentlig måde drager omsorg for den unge. Det næste skridt er, at vagterne kan eskortere personen ud af festivalpladsen, og i sidste ende kan politiet blive involveret.

Men netop samspillet mellem de tre trin er vigtig. Michael Busk vil meget nødigt smide en alt for fuld teenager ud af festivalpladsen, uden at der er nogen til at tage hånd om vedkommende på den anden side af indgangen.

Også et arbejde efter

Peter Henriksen understreger, at der også ligger en stor opgave for dem ude foran festivalen. Blandt andet skal de gerne spotte, hvem der sidder og drikker, eller om der er nogle uønskede grupperinger, som opsøger ballade.

Desuden skal der være styr på situationen, når pladsen lukker klokken 23.30, og en række unge måske ikke er klar til at tage hjem.

»Dem, vi ved, som godt kunne være friske – der går vi lige hen og lurer stemningen. Man kan som regel mærke, hvis der er nogen, der kommer udefra,« forklarer han og understreger, at det er vigtigt at kommunikere frem og tilbage med sikkerhedsfolkene om eventuelle konflikter.

Han selv og hans kolleger vil være i tydelige SSP-jakker, mens UngDragørs medarbejdere vil være iført deres karakteristiske, hvide trøjer med et stort, lilla logo.

5–6 medarbejdere klar

Da mødet nærmede sig sin afslutning, var de tre herrer friske på at få taget billeder sammen, men UngDragørs relativt nye leder skulle lige mærke det politiske bagland for at være sikker på, at der ikke var nogen, som så et problem i, at de kommunale medarbejdere kom til at understøtte en privat forretning.

Der var imidlertid bred enighed om, at »vi er fælles om de unge, og det handler om deres sikkerhed«. Så tvivlen gik alene på, hvilken form omsorgen for de unge skulle have.

Snakken gik lidt frem og tilbage om, at det måske også kunne være meget sundt, hvis UngDragør fik en fast praksis for, hvor meget man ville være med til sommerens arrangementer såsom eksempelvis Dragør Havnefest og Dragør Marked.

Og allerede dagen efter mødet kommer beskeden om, at UngDragør stiller med 5–6 medarbejdere til deres eget lille telt på festivalpladsen.

For som Troels Wassard Lund sagde undervejs i mødet, da han trak på sine erfaringer fra Brøndby Kommune med at opbygge tilliden til de unge:

»Du kan ødelægge det hele på en weekend. Så den skal rammes lige i røven første gang.«

Der vil være omkring 1.000 billetter til hver af de to koncertdage. Se også annoncerne på side 5 og 9.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk