Stafet For Livet i en onlineversion

Stafet For Livet bliver i år ganske anderledes – på lørdag vil den nemlig blive afholdt i en onlineversion

Af Birgit Buddegård

Stafet For Livet sætter fokus på kræftsagen og er en anledning til at mindes dem, vi har mistet og støtte dem, der kæmper. Formålet med Stafet For Livet er at skabe håb til alle berørt af kræft via oplysning, fællesskab og indsamling.

I år kan Stafet For Livet dog ikke gennemføres som vanligt på grund af covid-19, men på lørdag, den 13. juni, vil Stafet For Livet Dragør 2020 blive gennemført i en onlineversion. 

At man ikke kan samles mange sammen, gør ikke sagen mindre vigtig, end den plejer at være, lyder det fra Britt Mariegaard, der er tovholder på stafetten, og hun håber, at mange har lyst til at være med.

Stafetten sættes i gang klokken 12, og dagen igennem vil der vil sendt live fra FRAMEHOUSE på stafettens facebookside. 

Åbningstalen holdes af tidligere landsholdsspiller Ebbe Sand, der ikke alene er en af fodboldsportens legender, men også selv har været igennem et kræftforløb. 

Aktiviteter

I løbet af dagen vil der være et væld af aktiviteter, oplyser Britt Mariegaard.

Der vil blandt andet være underholdning ved Mormors Duo, liveinterviews med forskellige profiler samt et lotteri, hvor man kan vinde en cykel, et maleri, gavekort og meget andet.

Salg af lysposer til aftenens lysceremoni sælges både online og fysisk foran FRAMEHOUSE på dagen, og kl. 23 afholdes selve lysceremonien, hvor deltagerne sammen – men hver for sig – mindes dem, man har mistet, og sender tanker til dem, der lige nu kæmper mod kræft, fortæller Britt Mariegaard.

Lysceremonien foregår online, og så håber arrangørererne, at mange vil tænde lysposen og være med hjemme fra haven eller altanen.

Yderligere info på facebooksiden Stafet For Livet – Dragør

Fra den stemningsfulde lysceremoni i 2019. Arkivfoto: Hans Jacob Sørensen.
Fra den stemningsfulde lysceremoni i 2019. Arkivfoto: Hans Jacob Sørensen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk