Takststigninger i institutionerne

Der er lagt op til prisstigninger på pasning af børn i Drag-ør. Kommunalbestyrelsen har netop besluttet niveauet for de nye takster, som vil træde i kraft fra årsskiftet.

Den største prisstigning i kroner og øre er for en vuggestueplads på fuld tid. Den går fra 3.502 kr. til 3.911 kr., hvilket svarer til små 12%. 

På samme måde stiger også priserne for børnehave og sfo med små 12%. Fuldtidspladserne herfor vil fremover koste henholdsvis 2.394 kr. og 1.771 kr. 

Årsagerne til prisstigningerne er for det første strukturelle: Færre børn i kommunen og fremskrivninger af priser og lønninger. Men dertil kommer årets budget-overskridelse på 3,5 mio. kr., som kommunalbestyrelsen har besluttet at indhente på forældrebetalingerne. 

Det betyder til gengæld, at hvis det lykkes at holde budgettet i 2024, så vil de 3,5 mio. kr. være betalt til årets udgang, og derfor vil kommunalbestyrelsen kunne beslutte, at priserne holdes i ro eller måske ligefrem sættes ned i 2025.

Den største procentmæssige stigning for en plads i klub er på 15%, da prisen stiger til 571 kr. Det skyldes, at normeringen i 2023 faldt, så der derved er færre til at betale for de samme udgifter. 

Et flertal i kommunalbestyrelsen har sidste år valgt at lukke Sølyst i Søvang som klub, blandt andet med baggrund i, hvor mange der benyttede tilbuddet, men hvordan, det kommer til at have indflydelse på betalingen, vides først om et år, da taksterne for 2024 allerede er fastsat.

Dyr frokost

Der er også usikkerhed om betalingen for frokost i de institutioner, hvor tilbuddet herom findes. Taksten til næste år stiger med 4% til 1008 kr., fordi administrationen har valgt, at prisen skal følge de forventede pris- og lønstigninger. 

Men i et underliggende bilag skriver medarbejderen, der har lavet beregningerne, at den reelle pris for madordningerne er steget med 40%. Det bliver beskrevet, at det specielt er omkostningerne i Børnehuset Sølyst, der er »steget voldsomt, men også Halvejen og Harevænget har oplevet væsentlige stigninger i omkostningerne«. 

Det bliver desuden beskrevet, at »den relativt hurtige analyse« ikke har kunnet afdække, om der er tale om en fejl. Derfor er der »et behov for at analysere omkostningerne til frokostordningen«, fordi de »betydelige stigninger i Budget 2024 (...) ikke vil være dækket ind af den foreslåede takst«.

Derudover anfører medarbejderen også, at beregningerne er »lavet under et tidspres, der ikke har tilladt megen kvalitetssikring«. 

Bilaget er halvanden måned gammelt, og derfor kan det være, at der siden har været tid til at gennemgå tallene, inden kommunalbestyrelsen godkendte takststigningerne i sidste uge, men der er ikke blevet tilføjet nyere oplysninger til kommunalbestyrelsens offentlige referat.

Dagplejedilemma

Den klart mindste stigning er for en dagplejeplads, der stiger med 3,6% til 3.219 kr. 

Administrationens formuleringer omkring beregningen af den fremtidige pris på daginstitutionsområdet kan dog godt tyde på, at der kan være mere på vej i fremtiden:

»Dagplejebudget bygger på Budget 2024 samt en normering på 42 børn. Denne normering er en svaghed i forudsætningerne, idet den nuværende normering på dagplejen per oktober 2023 er på 24 børn. Den anvendte normering forekommer derfor urealistisk på nuværende tidspunkt«.

Med andre ord er priserne for en dagplejeplads sat ud fra, at væsentligt flere børn er i dagpleje, end hvad der i virkeligheden er. Hvis politikerne ønsker at rette op på dette, så er der to muligheder: Højere priser eller besparelser. 

Administrationen anfører, at hvis priserne på dagpleje fra den ene dag til den anden skal indstilles til virkeligheden, så vil den månedlige forældrebetaling være 5.633 kr. Men de skriver, at det også forekommer at være »urealistisk«. 

Man har altså indtil videre valgt at lade priserne blive i ro for de 24 børn, men administrationen varsler, at det kan være et felt, der skal gøres noget ved:

»Dilemmaet afslører behovet for at analysere budgetrammerne for dagplejen,« skriver man afslutningsvis.

RMP

Sådan stiger priserne.
Sådan stiger priserne.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk