Til kamp mod ensomheden 

Af Rasmus Mark Pedersen

Jutta Hørlyck er Dragørs Aktivitetshus’ blæksprutte. Fra sin plads i Informationen er hun med til at få huset til at fungere, så hun kan bekæmpe det, som er vigtigst for hende: ensomhed.

Jutta Hørlyck husker tydeligt første gang, hun selv trådte ind ad døren på Wiedergården. Det føltes ubehageligt. Som en grænse, hun skulle overskride, uden hun dog helt kan forklare, hvorfor det føltes sådan.

Det er efterhånden noget tid siden, men Jutta Hørlyck genkender stadig den følelse hos nogle af de nye, når de kommer til aktivitetshuset første gang. Fra sin plads i Informationen lige ved indgangen er hun ofte den første person, de møder.

»Det er meget svært at gå ind ad døren første gang, og jeg kan ikke forklare hvorfor. Vi gør alt, hvad vi kan for at være venlige, imødekommende og rare. Og så er det alligevel en tærskel, man skal over,« siger hun.

Selvom hendes første besøg lige skulle overvindes, så holdt hun dog fast og begyndte at komme i Dragørs Aktivitetshus. Efter en rejse med otte andre – i hendes egne ord – »gamle damer« til Vietnam, som aktivitetshuset havde arrangeret, blev hun spurgt, om hun ikke ville sidde i Informationen.

En beslutning hun ikke var længe om at overveje, og som hun ikke har fortrudt.

»Jeg kan rigtig godt lide det. Det er sådan en blæksprutte-funktion, som jeg holder frygteligt meget af,« siger hun.

Udvidet dagligstue

Jutta Hørlyck er blandt andet med til, at Dragørs Aktivitetshus rent praktisk fungerer. Hvad end det drejer sig om lokalefordeling, holdtilmeldinger for husets mange brugere eller noget så lavpraktisk som oprydning.

Særligt én ting ligger dog Jutta Hørlyck meget nært: Ensomhed. Hun ser det som en ære at bekæmpe den.

»Det er ikke til at holde ud at vide, at der sidder mennesker alene. Ret beset så tror jeg, at ensomme ældre dør for tidligt, og det er virkelig ærgerligt,« siger hun.

Derfor ser hun en stor værdi i Dragørs Aktivitetshus, som giver et socialt liv til dem, som gerne vil det. Hvad end det drejer sig om at deltage i husets spisegrupper eller blot komme forbi og låne en bog på biblioteket. Som Jutta Hørlyck forklarer det, ser flere aktivitetshuset som deres udvidede dagligstue.

Derfor gør hun også meget for at lokke folk til at komme af sted.

»Det er vigtigt at få fat i folk. Derfor appellerer vi også til andre, at de lige hiver fat i deres nabo, som måske er alene, og tager dem med herned,« fortæller hun.

Det er nemlig nemt at komme i Dragørs Aktivitetshus. Modsat mange andre lignende aktivitetshuse, så er der fuldstændigt frit åbent til, at folk kan komme, når de vil. Det ser Jutta Hørlyck som en vigtig faktor i forsøget på at nå ud til så mange som muligt.

»Den frihed er uvurderlig. Hvis folk har svært ved at komme af sted, så kan det ikke nytte noget, at de har en deadline. Selvom de måske først kan komme af sted lidt senere, så skal de ikke være udelukket,« siger hun.

Den gode modtagelse

Når folk så er kommet af sted og ankommer til aktivitetshuset, kan Jutta Hørlyck gøre det, som hun er bedst til. Hun elsker at møde folk – også selvom det bare er til en kort sludder. Hun tror også på, at det gør en reel forskel.

»Bare det at kommunikere med folk er smaddergodt. Man kan se, hvordan mennesker liver op af at blive mødt af venlige mennesker,« forklarer hun.

Derfor ser hun modtagelsen af nye som noget af det vigtigste, for at de kommer igen.

»Jeg tror på, at modtagelsen er meget vigtig. Det er vigtigt, at folk tænker, at de bliver pænt modtaget her. Så vender de sig langsomt til at komme i huset,« siger hun.

For Jutta Hørlyck er der også en stor værdi i at se, at det, hun gør, faktisk betyder noget. Og hun er ikke i tvivl om, at folk er glade for det.

»Det er fuldstændig berigende at se folk blive glade, og at de bliver så taknemmelige. Det betyder meget for mig,« beretter hun.

Af samme grund har Jutta Hørlyck heller ingen planer om at forlade sin tjans i Dragørs Aktivitetshus lige foreløbig. Selvom der kan være noget arbejde i det, så går hun nemlig altid glad derfra.

»Jeg plejer gerne at sige, jeg glæder mig, når jeg skal ned på Wiedergården. Jeg er aldrig ked af, at jeg skal ned og sidde på vagten i seks timer – og jeg er altid mere glad, når jeg går hjem,« lyder det afsluttende fra Jutta Hørlyck.