Vandet her i Dragør er markant dyrere end i Tårnby

Priserne på vand- og spildevand stiger med 6% i 2024. Samtidig er vandet dyrere end i Tårnby, og det får liste T til at reagere. Men der er måske en god grund 

Prisen på vand er højere i Dragør end i Tårnby.
Prisen på vand er højere i Dragør end i Tårnby.

Af Rasmus Mark Pedersen

Den samlede pris på vand inklusive afgift på spildevand, moms og afgifter bliver i 2024 på 68,19 kr. pr. kubikmeter. 

Det er ifølge Hovedstadsområdets Forsyningsselskab under gennemsnittet for vand i resten af landet. Men over de næste 10 år, så forventes det, at prisen passerer landsgennemsnittet, fordi kloakkerne skal fornys.

HOFOR, som vandleverandøren retteligt forkortes, bruger nemlig penge og prisstigningerne på at reparere vand- og spildevandsledninger, så de kan klare fremtidens vejr.

Undgå overløb

Så sent som i efteråret oplevede man i Dragør, hvordan vandet stod meget højt i kloaknettet – og at det nogle steder endda røg op igen af toiletter og afløb. 

Vandet lukkede Børnehaven Sansehuset på Sydstranden i nogle dage, og det er situationer som denne, forsyningsselskabet meget gerne vil undgå i fremtiden. 

I alt er der sat små 20 mio. kr. af til investeringer i primært ledningsnettet i hvert af årene de næste tre år. Fra 2027 til 2030 er der sat små 15 mio. kr. af, mens der fra 2031 og frem er sat 8 mio. kr. af. 

HOFOR angiver i det materiale, de har udleveret til kommunalbestyrelsen, at 68 kr. er under landsgennemsnittet, der skulle ligge omkring de 75 kr. 

Men det er kun den halve sandhed, fordi interesseorganisationen DANVA, der organiserer samtlige danske vandværker, angiver i deres årlige benchmark for 2023 Dragørs udgifter til vand for at være det niende højeste i Danmark ud af 75 forsyningsområder. 

Det er dog uden udgifter til spildevand. 

Sansehuset rammes i efteråret af oversvømmelse fra kloaknettet. Arkivfoto: Thomas Mose.
Sansehuset rammes i efteråret af oversvømmelse fra kloaknettet. Arkivfoto: Thomas Mose.

Højere end Tårnby

Hvis man tager udgifter til spildevand med og regner på et vandforbrug på 170 kubikmeter for en familie, så er der store forskelle til Tårnby Kommune, hvor de har deres eget forsyningsselskab. 

Prisen i Dragør ender på 11.360 kr., mens den i Tårnby er 8.463 kr. Altså en forskel på knap 3.000 kr. 

Med prisstigningerne angiver HOFOR, at kun borgerne i Albertslund og Vallensbæk betaler lige så meget som borgerne i Dragør. 

Forsyningsselskabet regner med et vandforbrug for en familie i et parcelhus med et forbrug på 140 kubikmeter om året, og der bliver prisen på lige under 10.000 kr.

Hvis familien boede i Brøndby, ville de spare 800 kr., mens det ville være 2.000 kr. billigere at bo i Hvidovre. Københavns Kommune har den billigste vandpris i området. Prisen dér ligger 3.600 kr. under Drag-ørs.

Protest fra liste T

På kommunalbestyrelsesmødet, hvor prisstigningerne skulle godkendes, protesterede liste T. 

Partiet mener, priserne er uforståeligt høje, og at det er forkert at lade vandprisen stige med 4 til 5% hvert år de næste ti år. Netop Tårnby Kommune bliver brugt som eksempel på, at det kan gøres billigere lige omkring os. 

På kommunalbestyrelsesmødet angav partiet, at »Dragør Kommune har en fornuftig hastighed i udskiftningen af ledningsnettet og har en sammenlignelig brudfrekvens med eksempelvis Tårnby Forsyning«.

Dragør Nyt har ikke efterprøvet oplysningen om brudfrekvensen, men har fundet en mulig forklaring på den store forskel i vandpriserne. 

Massiv investering

Interesseorganisationen DANVA måler forsyningsselskaberne mod hinanden, så de kan se, om der er optimeringspotentiale inden for driftsomkostninger, administration, investeringer og renoveringer.

Her fremgår det, at Dragør i 2023 var det forsyningsområde, hvor der blev investeret fjerdemest i vandledningerne. 

Til gengæld er Tårnby Kommune det område, hvor der bliver investeret 11.-mindst af de danske forsyningsområder.

I kroner og øre er forskellen slående: Per kubikmeter solgt vand brugte Dragør næsten 25 kr. på investeringer, mens Tårnby brugte 2 kr. og 80 øre.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk