Vi har modtaget:

Lufthavnen og miljø

Der spekuleres forståeligt i Københavns Lufthavns miljøpåvirkning, der samlet utvivlsomt er stor. 

Som landmåler og byggeleder i et entreprenørfirma i lufthavnen fra 1983 til 1991 kan jeg fortælle om eksempler på miljømæssige tiltag.

I 1983 udskiftedes bane 04R-22L, og det blev kaldt verdens største genbrugsprojekt, da man genindbyggede al affræset asfalt og de gamle betonbaner nedenunder, der blev knust og genindbygget som stabilgrus. Anlæggene blev opført, så man sparede transport udefra af 65.000 kørsler med 40-tons-lastbiler.

Op til 1991 renoveredes brændstoflagerets tankanlæg, hvor 35.000 m3 forurenet jord blev udskiftet ned til fire meters dybde. 

Ingen forudså de store mængder, men al forurenet jord blev udskiftet med stabilgrus, alle afløb for overfladevand løb til olieudskiller og blev udført i tætte rørføringer og trykprøvet.

Omkring 1990 blev der ved brandøvelsespladsen bygget aquadræn rundt om pladsen, så alle væsker blev opsamlet og ført gennem olieudskiller og videre i lang sammensvejset rørføring til videre behandling.

Dengang skænkede man ikke PFAS en tanke, og det er muligt, at lufthavnen ikke gør nok på området. 

Dog kan jeg bevidne, at lufthavnen for 30–40 år siden havde stort fokus på miljø ud fra den viden, man havde – et fokus, der med nuværende miljøkrav næppe er mindre.

Med venlig hilsen
Torben Kjær
Fhv. regionsrådsmedlem
Frederiksværksgade 49
Hillerød

Nedrivning af Glistrupgård

Fra forfald og stridigheder til en ny begyndelse - Historien om Glistrupgårds omdannede skæbne. Læs mere

Valgplakater – ja eller nej!

Et opgør med traditionen: Skal Dragør sige farvel til valgplakater? Læs mere

Vi har modtaget: Hvorfor skal vi betale for PFAS-forureningen?

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om udgifterne i forbindelse med oprydning af PFAS-forureningen. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk