Havnegalleriet

Fra fredag den 30. oktober til onsdag den 4. november udstiller Johnny Svendsen malerier i Havnegalleriet, Strandlinjen 17. 

Som så mange andre børn af en arbejderfamilie, hvor begge forældre måtte arbejde for at skaffe midler til det daglige brød, var Johnny Svendsen efter skoletid overladt til sit eget selskab – et såkaldt »nøglebarn«, som det hed sig dengang i 50’erne. Når tiden ikke blev brugt på at være alene, blev den brugt på at lave drengestreger med ligestillede skolekammerater.

Fra omkring 10-års-alderen frekventerede Johnny Svendsen ofte de store museer i København. Det startede med Nationalmuseet og det gamle Zoologiske museum i Krystalgade, hvor han brugte mange  år på at gennemleve de dengang meget støvede og permanente udstillinger. Så skiftede hans nysgerrighed karakter, og han fik igennem Thorvaldsens og Statens Museum for Kunsts fantastiske skulpturer øjnene op for nye udtryksformer. Langsomt blev han draget ind i billeduniverserne og vendte ofte tilbage til de samme malerier igen og igen. Igennem voksenlivet har han gjort det samme, dog med lidt mindre besøgsfrekvens.

Ved Johnny Svendsens skoleafslutning blev hans bedste karakterer betegnet til ug for tegning, samt mundtlig og skriftlig dansk – og de øvrige karakterer kunne ikke give adgang til et videre akademisk liv. Efter et par år som arbejdsdreng i diverse små virksomheder ville hans far have, at han skulle i lære. Da hans far havde lagt mærke til Johnny Svendsens evner udi tegning og pæne svungne bogstaver, havde faren, fordi han selv var metalmand/værktøjsmager, skaffet en læreplads, der hvor han selv arbejdede, som gravør.

Det var da også en god tanke fra farens side, som ville tilgodese sønnens evner og interesse i former. Men Johnny Svendsen ville noget andet. Han havde flere år tidligere sagt til sin bedstefar, der var ansat i DSB som togfører – ligesom tre andre familiemedlemmer også var det – at han ville være togfører eller maler, når han blev stor. Men efter flere års slid på alle tider af døgnet frarådede bedstefaren ham dog fra at blive ansat i DSB.

Så da Johnny Svendsen blev gammel nok – syntes han, 15 år gammel – vandrede han over på Postvæsenets Centralværksteder på Amager Fælledvej, hvor han fra sin mor, der arbejdede på frimærketrykkeriet som bogbinderske, vidste, at der var flere håndværkspladser – deriblandt postvæsnets egen malerafdeling. Johnny Svendsen gik frejdigt ind til malermesteren og spurgte, om der var en læreplads. Han kiggede lidt på den tynde og langlemmede knægt og bad Johnny Svendsen om at samle den tommestok, der lå på hans skrivebord, op og måle kontorets væg. Kort efter fik Johnny Svendsen at vide, at han kunne starte på forskolen til efteråret i 1962.

Uddannelsen som maler betød også en betydelig udvikling i håndteringen af former i praktisk betydning, samt en oplæring i farvernes mystik og muligheder. Johnny Svendsen kom efter sin læretid til at virke i en større virksomhed, der var kendt blandt de kgl. bygningsinspektører samt større arkitekter. Dette medførte efterhånden, at han også ud over rent malerhånd- værk blev budt indenfor i de mere kunstneriske fag såsom skiltemaling, forgyldning, ådring, lasering, kalkningsteknik, kalkmaleriers bevaring og renovering. Virksomheden havde nemlig også en skilteafdeling med gode gamle specialister i disse forskellige teknikker.

Johnny Svendsens første billeder og tegninger er gået tabt igennem årene, men et maleri i olie på lærred fra 1962 har dog overlevet. Da han havde malet ovenstående billede, gav han det til en klassekammerat, som han så ikke har haft forbindelse med i sit senere voksenliv. Efter næsten 50 år samlede en af Johnny Svendsens klassekammerater i 2019 de tilbageværende »drenge«. Her fik Johnny Svendsen overdraget sit gamle billede, som vennen havde gemt i alle de år. Det havde hængt på kontoret på hans arbejdsplads.

Billederne Johnny Svendsen maler er dels hans egne idéer efter foto af motiverne og dels, må han erkende, efterligninger af andre kunstnere. Når han ser et motiv, der begejstrer ham, må han eje det. Så maler han det og kan så glæde sig over kunstnerens motiv på sine egne vægge, og samtidig lærer han også lidt om kunstnerens penselføring og streg … Paul Fischers malerier af København i 1920 til 30’erne er da så smukke, at man må eje dem.

I udstillingsperioden holdes galleriet åbent alle dage fra kl. 11–17.

Gratis adgang.