Julepassiar med borgmesteren
Nytår nærmer sig hastigt, og Dragør Nyt har været på besøg på rådhuset for at tale med borgmesteren om kommunens tilstand – set fra borgmesterkontoret
Af Birgit Buddegård
Borgmester Eik Dahl Bidstrup kommer selv – med kaffekrus og kaffekande i hånden – for at åbne døren til rådhushallen, der med undtagelse af nogle få håndværkere, ligger øde hen.
Stort set alle medarbejdere er sendt hjem som følge af coronarestriktionerne, og borgmesteren har selv aflyst alle møder uden for huset – både for at undgå smitte og for at foregå med et godt eksempel.
Vi sætter os da også for hver sin bordende af det ovale mødebord på det store, men hyggelige kontor.
2020 har også for kommunen været et helt særligt år – coronapandemien sat sit præg på hverdagen – men først en snak om kommunens økonomi.
Borgmesteren konstaterer, at økonomien har det fint, og at kommunen forventeligt går ud af 2020 med et pænt nul, mens kassebeholdningen nærmer sig de 30 millioner kroner. Eik Dahl Bidstrup glæder sig over, at kommunen igen har en pæn kassebeholdning, og håber, at den ved udgangen af 2021 vil nå 40 millioner kroner. Og så glæder han sig over, at for første gang i kommunens historie er det en enig kommunalbestyrelse, der har vedtaget Budget 2021.
For et år siden, så det ikke helt så lyst ud – økonomien var presset på ældreområdet samt det specialiserede handicapområde – det er lovbestemt og uden for kommunens indflydelse – men blev en medvirkende faktor til, at kommunen gik ud af 2019 med et underskud på omkring 40 millioner kroner.
At man i øvrigt havde brugt af kassebeholdningen, gør borgmesteren opmærksom på, var helt bevidst for at bygge den ny svømmehal og renovere Hollænderhallen samt Nordstrandskolen og Dragør Skole.
Organisationsændring
»Vi havde behov for en organisationsændring,« svarer borgmesteren på spørgmålet om de foretagne ændringer i administrationen.
Han fortæller, at man har skåret en del af ledelseslaget væk og skabt en helhedsdirektion med kommunaldirektøren som øverst ansvarlige.
Med disse tilpasninger i organisationen og en budgetrevison i løbet af året er det en stor glæde, at økonomien er på ret køl, lyder det fra borgmesteren, der også fortæller, at udligningsreformen har betydet, at Dragør Kommune skal betale omkring 40 millioner kroner mindre i udligning, end tidligere.
Forpligtende samarbejde
Eik Dahl Bidstrup konstaterer, at meget økonomi er bundet op på det forpligtende samarbejde.
Han fortæller, at samarbejdet mellem Tårnby og Dragør kommuner går godt, men alligevel ønsker Dragør at hjemtage nogle opgaver, da det i dag er Tårnby Kommune, der bestemmer niveau og pris på opgaverne. Derfor vil det gavne at hjemtage nogle opgaver.
Der er i øjeblikke konkrete forhandlinger i gang på Christiansborg om, hvorledes det forpligtende samarbejde skal videreføres, så det afventer han med spænding.
Kommunalvalg 2021
Der er kommunalvalg i det kommende år, og borgmesteren fortæller, at han og Venstre i Dragør går til valg på et ønske om tæt samarbejde i den kommende kommunalbestyrelse.
Vi er valgt på at være uenige, siger Eik Dahl Bidstrup – men det skal være konstruktivt. Det skal handle om politik og ikke være personligt, mener han.
»Vi (Venstre, red.) kommer til at have en fredelig valgkamp og vil fokusere på samarbejde,« lyder det borgmesteren. Og han tilføjer, at det vil være fint, hvis alle vil vente til sommer med at begynde valgkampen, der gerne må være kortest mulig.
Klimapartnerskab
Drag-ør Kommune indgår i et klimapartnerskab med 30 andre kommuner for at medvirke til den grønne omstilling. Og borgmesteren fortæller, at der er opsat solceller på taget af rådhuset, og kommunen har også udskriftet vejbelysningen i kommunen til LED-pærer.
Havnen og UNESCO
Der er udvikling på havnen, siger Eik Dahl Bidstrup – der er skiftet belysning, værftet er rykket ud på det tidligere opmarchfelt, Café Espersen er på vej, og der er skabt parkeringspladser.
Borgmesteren kunne dog godt tænke sig, det gik lidt hurtigere, og ønsker sig mere håndværk – også gerne kunsthåndværk – på havnen.
Han lægger dog megen vægt på den borgerinddragende proces og gør opmærksom på, at hans dør altid er åben for en personlig dialog – og han byder gerne på en kop kaffe.
Borgerinddragelse kommer der også, før kommunen tager endelig stilling til optagelse på UNESCOs liste over verdensarv.
Eik Dahl Bidstrup er imponeret over UNESCO-arbejdsgruppens arbejde og passion – og fandtes der kun positive effekter af en UNESCO-udpegning, ville han vælge det i morgen, siger han.
Men der er også en legitim bekymring – og derfor er det vigtigt med en borgerinddragelse – UNESCO har godt af at få rødder i befolkningen, mener han.
Kystsikring
Borgmesteren lægger stor vægt på borgerinddragelse og havde glædet sig til flere planlagte stormøder i Hollænderhallen i foråret om kommunens prioriteringer og udvikling – men de måtte aflyses på grund af coronapandemien.
Eik Dahl Bidstrup håber, at idéen vil blive genoptaget af den ny kommunalbestyrelse efter kommunalvalget – og corona.
Også i forbindelse med kystsikringen var planlagt borgermøder, men også her kom coronarestriktionerne på tværs. Dog lykkedes det i god dialog med grundejerforeningerne at få input bredt ud også til konkurrencedeltagerne.
I foråret findes vinderen, og så går det videre arbejde i gang.
Borgmesteren fortæller, at han for nylig har sendt et brev til miljøminister Lea Wermelin med en åben invitation til at besøge Dragør og se på kommunens udfordringer og spændende forslag til en effektiv kystbeskyttelse.
Samtidig henledte han opmærksomheden på, at Dragør og andre kommuner har brug for statslig medfinansiering for at kunne løfte den massive opgave, som kystsikringen udgør.
Det er hans håb, at ministeren reagerer positivt og vil tage imod invitationen.
Og borgmesteren har set, at der i finansloven er afsat et større beløb til kystbeskyttelse, og han håber selvfølgelig, at Dragør får mulighed for at få del i denne pulje.
Sunde værdier
Borgmesteren har kun lovord tilovers for skolerne, hvor, han synes, medarbejderne har gjort et fantastisk stykke arbejde under coronapandemien og nedlukningen i foråret.
Han kalder Dragør Ungdomsskole for unik – »jeg tror, det er Danmarks bedste,« siger han smilende og finder, det er et stort privilegium at kunne tilbyde de unge både vanddelen ved Det Maritime Hus og aktiviteterne på Kongelundsfortet.
Borgmesteren synes, det er vigtigt at lægge sunde værdier og fysisk sundhed ind i de unge, så ikke computeren tager al tid, og han understreger, at han i sine syv år i politik i Dragør har lagt stor vægt på fritidsaktiviteter.
Coronapandemien
Nu er Dragør Kommune igen lukket ned på grund af coronapandemien, og de unge er blevet sendt hjem til digital undervisning. Borgmesteren er godt klar over, at nedlukningen er en udfordring for teenagere.
»De er sociale dyr,« siger han, der selv deler bopæl med teenagere, og han frygter, det på sigt kan føre til en psykisk påvirkning af nogle af de unge.
Regeringen har netop meldt nye restriktioner ud få dage før samtalen – og retningslinjerne er endnu ikke på plads.
Kommunen har oprettet en corona-taskforce med chefer og direktion – og selvom det har været et specielt år, synes borgmesteren, at kommunen har klaret det fint.
Han er glad for, der ikke har været stor smitte på Omsorgscenteret Enggården og i skolerne, men ser jo også, at smittetallet nu stiger i Dragør – og at det desværre holder et højt niveau. Men modsat andre dele af landet, er det ikke primært teenagere, der er smittet, men voksne, hvilket kan skyldes, Dragør er en pendlerkommune, så folk kører ind og ud af Dragør.
Eik Dahl Bidstrup siger, at coronapandemien fylder en del hos ham, og han frygter for Dragør erhvervsliv og de mange lufthavnsansatte.
Situationen i lufthavnen hænger som en sort sky over Dragør, men borgmesteren er tilfreds med, at Dragør i samarbejde med Tårnby Kommune har oprettet en taskforce i lufthavnen – og at en del medarbejdere på den måde er kommet i arbejde igen.
Der er blandt andet gennemført kurser med henblik på at køre større biler, så en del er kommet ud i transportbranchen, og 40 til 50 har fået arbejde på et slagteri i Ringsted.
Det er også et bekymringspunkt, at piloter skal opgradere deres flycertifikat to gange om året – og det er jo svært, når mange fly holder parkeret på landjorden.
Det gode liv i Dragør
Så der er nok at tage fat på – men der er også mange lyspunkter.
Det er borgmesterens ønske, at kommunen kan bidrage med de bedst mulige rammer for det gode liv i Dragør. Og han fremhæver de mange gode faciliteter, Dragør har at byde på for både børn, unge og ældre. I børneinstitutionerne ligger Dragør tæt på minimumsnormeringerne, siger han, og i den anden ende glæder han sig over, at der ikke er brugerbetaling i Dragørs Aktivitetshus, Wiedergården.
Dragør har en fantastisk natur og mange fritidsaktiviteter for alle aldre, der giver gode forudsætninger for trivsel for borgerne, slutter borgmesteren.