Johannes Gerhardt
Mange kendte og ukendte kunstnere har gennem tiden lagt vejen forbi Dragør. Og blandt disse hører Johannes Gerhardt nok til de mindre kendte.
Johannes Gerhardt (1892–1981) var født på Fyn, men kom omkring 1910 til København og var det meste af livet bosat på Amager. Han var udlært malersvend, men havde kunstneriske talenter, der gik i mange retninger. Som fløjtenist havde han blandt andet engagementer hos Radioens Underholdningsorkester og Det Kongelige Kapel. Men han var også kunstmaler.
Gerhardt malede mange motiver fra Kastrup. Tårnby, Maglebylille og Dragør. Han var også én blandt de mange kunstnere, som fandt, at Saltholm var et godt sted at male. Johannes Gerhardts Saltholm-billeder er i mange tilfælde inspireret af den langt mere kendte Saltholm-maler, Theodor Philipsen.
På Historisk Arkiv Dragør har man igennem et stykke tid været i kontakt med Johannes Gerhardts familie, der ejer en del af hans malerier, og derudover kender arkivet til flere malerier, som er i privateje i Dragør. I det nye år vil Historisk Arkiv Dragør i lokalerne i det gamle rådhus på Stationsvej vise et udvalg af malerierne.
Hvis man har kendskab til værker af Johannes Gerhardt, som Historisk Arkiv Dragør endnu ikke er blevet gjort bekendt med, hører arkivet gerne herom – og vil eventuelt også gerne have lov til at låne dem til udstillingen. Historisk Arkiv Drag-ør kan kontaktes på: lokalarkivet@dragoer.dk – vedhæft gerne et foto af maleriet.