Vi har modtaget:
80 år
Konsulent Flemming Ekstrøm fylder 80 år i dag, tirsdag den 29. december.
I denne tid, hvor rejsebranchen er historisk udfordret, kan fødselaren se tilbage på tiden, hvor mulighederne i branchen ingen begrænsninger havde. I World Tourist Rejsebureau, i dag Carlson Wagonlit Travel, havde Flemming Ekstrøm nemlig sit virke som bureauchef i afdelingen i Bredgade. Han udviste store evner og blev flyttet til direktionen, hvor han som kommerciel direktør fik det overordnede ansvar for salg og marketing og siden indgik i det internationale salgsteam under hovedkontoret i Paris.
Før perioden i Carlson Wagonlit beskæftigede Flemming Ekstrøm sig med salg af charter- og taxaflyvning med opgaver som firmacharter, kortopmåling samt ambulanceflyvninger – opgaverne strakte sig så langt væk som Nordafrika.
Selv om Flemming Ekstrøm runder et skarpt hjørne, betragter han sig ikke som værende pensionist – han ser stadig muligheder.
Fra direktør med milliard-omsætning, mange medarbejdere, sekretær og diktafon er Flemming Ekstrøm nu selvstændig og sin egen web- og it-manager. Senkarrierens højdepunkt er dog hans Toscana-bureau, hvor han på 16. år med sit store italienske netværk formidler ferieboligudlejning. Og han inspirerer stadig efter 55 år i rejsebranchen med sit aktive seniorliv, der også krydres med politik og sport.
Fødselsdagen afholdes i coronaens tegn med de allernærmeste familiemedlemmer i hjemmet i Dragør.