Året der gik – del 2
Et tilbageblik på store og små begivenheder i Dragør fra april til juni
Af Birgit Buddegård
April
Den nu tre uger lange nedlukning sætter fortsat sit præg på Dragør, og at dømme efter køen til genbrugspladsen, da den får lov at åbne igen – har det ført til ophobning af affald. Kommunen må på et tidspunkt ensrette Bachersmindevej.
Museum Amager efterlyser hverdagsbeskrivelser fra borgerne for at kunne dokumentere livet under coronakrisen.
I Dragør Nyt kan man se, at borgerne trods coronakrisen forstår at hygge sig – i haver og på havnen – enten med næsen mod solen eller med havearbejde eller klargøring af både.
Påskeliljerne blomstrer langs Kirkevej, men Blushøj står tom og forladt, da den traditionelle ægtrilning er aflyst.
Museernes sæsonåbning udskydes.
Coronakrisen sætter også sit præg på natteravnenes arbejde – og de opretter en såkaldt »fællesskabslinje«, hvor unge, der måtte føle sig ensomme, har mulighed for at tale med en natteravn.
Kommunalbestyrelsens flertal siger nej til at ændre lokalplan ved Bachersmindelejren, og Dragør får derfor ikke en privatskole i denne omgang.
Dragørs restaurations- og caféliv lider under coronanedlukningen og bruger megen tid på at aflyse og flytte arrangementer. En del tilbyder takeaway-menuer.
Også Dragør Bibliotekerne tilbyder takeaway på lån af bøger.
Den 17. april kan Dragørs børn atter komme i vuggestue og børnehave og eleverne fra 0.–5. klasse i skole. Med afstand, håndvask og håndsprit.
Ugen efter kan også frisører og tandlæger byde kunder og patienter indenfor.
Også kirkerne har lukket under coronanedlukningen – og konfirmationer udskydes.
Dragør Revyen 2020 aflyses.
Tennisklubben åbner med stor påpasselighed over for coronasmitte – og Dragør Bådelaug holder standerhejsning.
Undervisningen i skolerne er for at sikre afstand i et stort omfang rykket uden for.
Kulturlivet er også nedlukket, men »Mormors Duo« giver koncert under åben himmel til et taknemmeligt publikum ved Engparken.
Dragør Volleyball Klub beslutter at lukke.
Et flertal af kommunalbestyrelsens medlemmer vedtager et nyt budget for 2020.
Maj
Foreningslivet har været hårdt ramt under coronakrisen – nogle sportsforeninger har mulighed for at sætte aktiviteter i gang – andre må fortsat holde helt lukket. Der mangler stadig spillere på grønsværen, og svømmehallen står gabende tom.
Flaget hejses foran Dragør Turistkontor for at markere åbningen – ved skranken er placeret en skærm i plexiglas – og der er håndsprit til alle og kun plads til én turist ad gangen.
Renoveringen af lodsbåden »Ravnen« modtager fondstøtte fra Veluxfonden.
Bag endnu lukkede døre arbejdes ihærdigt på ny udstilling på det nyrenoverede Drag-ør Museum.
Tang på Mormorstranden er igen et hot emne i spalterne.
Dragørkoret øver med afstand og ansigtsmasker i dirigentens have.
Sildens Dag aflyses for første gang siden starten for 22 år siden.
Fase 2 af genåbningen af samfundet er i gang – skolens ældste klasser kan vende tilbage, og også kirkerne må åbne igen – med restriktioner.
Restauranter og caféer kan igen byde gæster indenfor, og også bibliotekerne åbner.
På Omsorgscenteret Enggården kan beboerne modtage besøg – udenfor.
Der udbryder brand i Nordstrandens Vuggestue.
For at støtte Dragørs erhvervsliv under coronakrisen har en gruppe frivillige skabt Dragørkruset, der skal minde borgerne om at handle lokalt.
Museumleder på Museum Amager Søren Mentz fortæller i en ny bog 500 års historie fra Amager med udgangspunkt i lokalsamfundets identitet. Han signerer bogen ved åbningen af Dragør Museum.
Pinsesolen danser over Drag-ør, men den traditionelle sang fra Blushøj er aflyst.
Dragør Bio genåbner – på grund af fortsatte restriktioner dog uden popcorn – men folk står i kø – med afstand – og venter på at betræde den røde løber.
Løbeklubben »Dragør Gazellerne« giver donation til Besøgstjenesten ved Dragørs Aktivitetshus, der dermed kan uddele blomster og chokolade til glæde for nogle borgere i den svære tid.
Juni
Forsamlingsforbuddet hæves til 50 personer, så der kan igen afholdes selskaber.
Hollænderhallen og svømmehallen åbner – for en stund – for sommerferien står for døren.
En færdselskontrol ved krydset Englandsvej/Møllegade fører til mange fartbøder og klip i kørekortet.
For at afhjælpe krisen i restaurationslivet giver kommunen dispensation til mere udeservering.
Stafet For Livet gennemføres digitalt.
Öresundsmarkedet får tilladelse fra kommunen til at afholde streetfoodmarked på Havnepladsen over nogle sommerweekender.
Amagermuseet åbner med forsinkelse for sæsonen, og museets grise boltrer sig forventningsfuldt i mudder.
Med forsinkelse uddeles Sports- og Kulturprisen 2019 – dog på en anden måde end vanligt, da borgmester Eik Dahl Bidstrup overrækker den til årets vinder – initiativtager til løbeklubben »Team Storm« Thomas Aagaard – på prismodtagerens privatadresse.
Dragør Borgerforening genoptager sine mandagsmøder – dog med et maksimalt deltagerantal på 40 personer.
Lions Dragør sponserer 80 gule veste til foreningen »Forsvundne personer«.
Dragør Rådhus genåbner – men der skal bestilles tid på forhånd.
Kongelundsfortets Outdoorcenter byder på sommer-aktiviteter med mulighed for overnatning.
Dragør Kommune nedlægger to chefstillinger – stillingen som it- og digitaliseringschef genbesættes ikke, og økonomichefen afskediges.
Drag-ør Kommune har i samarbejde med Tårnby Kommune etableret et fremskudt jobcenter i lufthavnen, der er hårdt ramt af coronakrisen.
Kongelunden får ny beboer – trolden Bjarke Cirkelsten skabt af kunstner Thomas Dambo.
Kvæg fra TAMU Centret indtager strandengen ved Søvang – men på grund af coronakrisen uden den sædvanlige morgenkaffe for de omkringboende.
Dragør Søbad kan nu byde velkommen til badegæster.
Endelig er tangen fjernet fra Mormorstranden, og de første badegæster rykker ind.
Dragør Ungdomsskole sejler på endagstur med skoleskibet Fulton.
Med næsten to måneders forsinkelse kommer Søvangs lange badebro på plads til stor glæde for beboerne.
Uafgjort mod BK Viktoria er nok til at sikre Dragør Boldklub oprykning til københavnsserien.
3.B fra Dragør Skole arrangerer »Blushøj Festival 2020« med bistand fra den nedlukkede Roskilde Festival, der sender en kasse med merchandise.
Drag-ørs 9.- og 10.-klasser fejrer skoleafslutning på Kongelundsfortet.
De traditionsrige sankthansbål langs kysten, som samler mange mennesker, kan på grund af forsamlingsforbuddet ikke afholdes, så midsommeraftenen må nydes på anden vis.
Fortsættes i næste udgave af Dragør Nyt.