Tidsrejsen genopstår
Børne-, Fritids- og Kulturudvalget tildelte foreningen »Jul i Dragør« restbeløbet i årets kultur- og eventpulje
DR genudsender i år julekalenderen Tidsrejsen fra 2014, som er optaget i Dragør. I den anledning har foreningen Jul i Dragør søgt om støtte fra Dragør Kommunes Kultur- og Eventpulje, så man kan gøre noget ekstra for de mange besøgende, der forventes at besøge Dragør i forbindelse med genudsendelsen.
Kun en ansøgning
Dragør Kommunes Kultur- og Eventpulje udgjorde i år 165.985 kr., og da der ved årets to første ansøgningsrunder i februar og maj blev uddelt henholdsvis 52.500 kr. og 21.000 kr., betød det, at der resterede 87.485 kr. til årets sidste uddeling af støttemidler i denne måned.
Da deadline for ansøgning indløb, var der imidlertid kun en ansøger – nemlig Jul i Dragør. Og da foreningen søgte om – og fik – de resterende midler i kultur- og eventpuljen, er puljen nu tom.
Forventer mange besøgende
Foreningen Jul i Dragør blev dannet i kølvandet af optagelserne af Tidsrejsen i 2014. En stor del af DR’s scenografi til optagelserne blev efterfølgende anvendt til at opbygge et julemarked på Badstuevælen – og det er blevet en gedigen succes, som siden er gentaget hvert år – med undtagelse af 2020, hvor corona-epidemien resulterede i aflysning.
Julemarkedet vender tilbage i år, og Jul i Dragør forventer endnu større interesse for at besøge Dragør, når julekalenderen igen kommer på skærmen i december.
I forbindelse med genudsendelsen vil DR være med til at genskabe den helt særlige stemning fra 2014.
De planlagte aktiviteter og udstillinger strækker sig foreløbigt fra første adventsweekend og frem til og med den 24. december.
TM