Førsteplads fastholdes
Christian Rasmussen skulle i weekenden, hvor der blev kørt et enkelt løb på ovalbanen World Wide Techhology Raceway, forsvare sin 1.-plads i Indy Pro 2000-serien
Racerkøreren Christian Rasmussen, fra Dragør skulle efter en kort sommerferie forsvare sin samlede 1.-plads i Indy Pro 2000-serien, da der blev kørt løb i Madison, Illinois, hvor feltet for anden gang i år skulle køre på en af de korte, hurtige ovalbaner.
Inden sæsonens 13. løb var forspringet til nummer to, Braden Eves, på 39 point. Men det blev dog en helt anden, der stjal rampelyset i kvalifikationen, nemlig irske James Roe, der var hurtigst og – for første gang hans karriere – fik bedste startposition.
Man skulle noget længere ned i feltet for at finde Christian Rasmussen. Han havde ikke den rigtige fart i bilen og måtte nøjes med den syvendebedste startplads.
På podiet for niende gang
James Roes 1.-plads i løbet holdt dog ikke længe. Allerede i første sving på første omgang blæste Braden Eves forbi ham.
Rasmussen var også hurtig til at angribe. Fra hans dårlige startplacering overhalede han flere modstandere i første og andet sving – og endnu et par stykker i tredje og fjerde sving. Efter kun en omgang var danskeren på 3.-pladsen, hvor han lagde pres på Roe.
Efter syv omgange var der uheld. Artem Petrov og Jack William Miller var i hård kamp. Bilerne kommer i kontakt med hinanden, og de ender begge med at glide ned ad banens skrående sider og rammer barrieren hård. Det gule flag kom straks frem, indtil de to kører var i sikkerhed, og bilerne fjernet. Heldigvis kom både Petrov og Miller uskadte fra uheldet.
Efter 12 omgange med gult flag kunne løbet sættes i gang. Christian Rasmussen spildte ikke tiden. Han overhalede straks Roe og puttede sig ind i læ – tæt bag Braden Eves.
Hunter McElrea fulgte danskeren og bragte sig op på 3.-pladsen.
Eves var under pres resten af det 55 omgange lange løb, men det lykkedes ikke Christian Rasmussen at komme forbi.
Eves kørte over målstregen 0,7313 sekunder foran Rasmussen, der undervejs satte løbets hurtigste omgangtid og kom på podiet for niende gang i sæsonen.
Holder 1.-pladsen
»Jeg kan ikke være andet end tilfreds med weekendens resultat,« sagde Christian Rasmussen efter løbet. Han fortæller, at JHDD-teamet og han selv har arbejdet hårdt for at få sat bilen rigtigt op til løbet, og at det lykkedes, så de til sidst kom op i den rigtige del af feltet.
Selvom Braden Eves vandt løbet, holder Christian Rasmussen fast i den samlede føring. Eves fik dog indhentet lidt af den stærke danskers forspring – og er således nu 32 point efter Rasmussen.
Indy Pro 2000-feltet skal allerede i aktion igen næste weekend, hvor løb 14, 15 og 16 skal køres på New Jersey Motorsports Park.
TM
1 | Christian Rasmussen | 345 |
2 | Braden Eves | 313 |
3 | Reece Gold | 274 |
4 | Hunter McElrea | 264 |
5 | Artem Petrov | 264 |
6 | Manuel Sulaiman | 214 |
7 | Jacob Abel | 210 |
8 | Kyffin Simpson | 192 |
9 | James Roe | 157 |
10 | Wyatt Brichacek | 144 |
11 | Jack William Miller | 134 |
12 | Enaam Ahmed | 100 |
13 | Colin Kaminsky | 91 |
14 | Hunter Yeany | 79 |
15 | Cameron Shields | 43 |
16 | Flinn Lazier | 37 |
17 | Nolan Siegel | 26 |
18 | Enzo Fittipaldi | 20 |