Nyt fra Petanqueklubben De Skøre Kugler:
Sæsonafslutning
Onsdag den 15. september blev der af De Skøre Kugler holdt sæsonafslutningsmøde i Wiedergårdens Festsal.
Klubbens sæsonstart blev, da forårsmødet måtte aflyses på grund af corona, lidt anderledes, end normalt. Men trods nedlukning på flere områder kunne De Skøre Kugler fra foråret spille på klubbens fem baner.
I løbet af sæsonen inviterede klubben til åbent hus-dage en række torsdage i maj, juni og juli – og til hyggepetanque-onsdage i juni, juli og august.
Sæsonen blev i sidste uge så rundet af med en fælles frokost – og denne blev sluttet af med uddeling af præmier til turneringsvinderne.
I sæsonens sidste arrangement – klubmesterskaberne, der blev afviklet mandag den 13. og tirsdag den 14. september – fandt man frem til årets klubmestre, nemlig Ole Høimark Carlsen og Kenneth Johansen. Mogens Vang og Jess Folke Andersen indtog andenpladsen, mens Leif Nielsen og Søren Arnbo blev nummer tre.