[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
Vi har modtaget:

10 år med lodsmuseet

Historien om lodsmuseet set igennem en »lods emeritus’« briller …

Første gang jeg hørte om et museum i lodssammenhæng var i 1984, da nationaliseringen af Dansk Lodsvæsen betød starten på nedlukningen af Dragør Lodseri, der lige havde fejret 300-års-jubilæum som Danmarks første Kongeligt privilegerede Lodseri af 8. marts 1684.

Administrationen og døgnvagten af de tre lodserier Helsingør, København og Dragør blev den 1. juni 1984 til Sundet Lodseri med hovedsæde i Københavns Havn. Og da hørtes den første spæde snak om at etablere museum og mindestue i lodshuset.

Der blev fra flere sider arbejdet på at få den samlede døgnvagt og administration til Kastrup Havn eller til Dragør, hvor både lodshuset og Dragør Fort var på tale. Men døgnvagten og administrationen forblev i København indtil 2006/2007, hvor Lodsreguleringsfonden/Dansk Lodsvæsen blev samlet i Svendborg under Danpilot, som en offentlig privat virksomhed.

Lodshuset tomt

Lodshuset fra 1823 i Dragør Gamle Havn fortsatte som tjenestested for lokale bådmænd og lodser indtil 2006, hvor Danpilot etablerede sig i Dragør Færgehavn på en tidligere indkøbt grund. Her byggede de nyt lodshus og egen bro til to lodsbåde.

Det var meget fornuftige dispositioner, der kommer til at holde år fremover.

Nu stod det oprindelige lodshus tomt – og hvad så?

Selv om nogen kunne få tanken, så går verden jo ikke i stå, selvom om lodshuset bliver rømmet!

Der blev fra »lods emeritussers« side holdt dagligt opsyn med bygningen for at forhindre initiativrige personer i at besætte og benytte lokalerne til eget brug – hvilket faktisk blev forsøgt.

Efter længere tid lykkedes det for et samspil af ildsjæle i 2007 at starte Danmarks Lodsmuseumsforening med henblik på, at lodshuset kunne få en fremtid som lodsmuseum. Det blev af nogle anset for »a piece of cake«. Det var det ikke.

Fondsstøtte

Da Dragør Lodseri mere end 20 år tidligere blev udsat for afvikling og nationalisering, havde lodserne i god tro skænket lodshuset og lodsbygningen i Allinge samt lodsbådene til Dansk Lodsvæsen, som senere blev til Danpilot. Så det var vel kun et spørgsmål om at få lavet nogle papirer og betale den krone, der skulle til for at få lodshuset tilbage. En model, der før var brugt for eksempel i forbindelse med overtagelse af et nedlagt fyrtårn.

Men ak – sådan skulle det ikke gå. Det var ikke en mulighed. Der skulle betales, hvad Told og Skat vurderede lodshuset til. Det havde de tidligere Dragør-lodser ikke forventet. Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste var nemlig blevet ejer af lodshuset, og nu skulle der betales 590.000 kr. for at få lodshuset tilbage til Dragør.

Takket være A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal og med støtte fra Dragør Kommune blev lodshuset inddraget i Amagermuseet – det er i dag det statsanerkendte Museum Amager, der omfatter Amagermuseet, Dragør Museum, Danmarks Lodsmuseum og Mølsteds Atelier.

Dertil blev fundet en række andre sponsorer, der ville støtte op om projektet, og således blev det gamle lodshus den 4. maj 2011 til Danmarks Lodsmuseum.

Frivilliggruppe

Der blev nu igen travlt i lodshuset.

En frivilligruppe blev hurtigt organiseret for registrering og nødvendig tilpasning til åbning af Danmarks Lodsmuseum for offentligheden.

Frivilliggruppen består af medlemmer af Danmarks Lodsmuseumsforening, der er støtteforening for Danmarks Lodsmuseum – ildsjæle med tid og interesse for sagen.

Gruppen af frivillige mødes hver anden mandag. De har ansvar for skiftende udstillinger, formidling af lodshistorier og virker som museumskustoder.

Med tiden er der sat flere sideskud i form af modellauget og måttelauget, der tilgodeser museets økonomi. Og senere det imponerende renoveringsarbejde af lodsbåden »Ravnen« fra 1880, der er et sandt tilløbsstykke for nysgerrige og interesserede tilskuere. Senest er det fredede beghus også kommet med i klyngen af opgaver. Isbåden »Mågen« fra 1929 er også under frivilliggruppens vinger.

Historiegruppen har skrevet »Danmarks Lodshistorie før og nu«. Med støtte fra Danpilot er det digre værk på knap 1.000 sider trykt i to bind. Støttet af fondsmidler er værket nu også blevet digitalt og lagt ud på hjemmesiden www.danmarkslodshistorie.dk

Det er meget beundringsværdigt, at et så »ungt« museum allerede har præsteret professionel historieformidling på niveau med de store, etablerede museer.

Frivilliggruppen arrangerer hvert år Lodsens Dag den sidste lørdag i juli måned. Denne dag bliver havnepladsen foran Danmarks Lodsmuseum omdannet til en plads med mange maritime aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Her kan børnene erhverve en søfartsbog, når de har løst de utallige maritime opgaver.

Dragør Kulturnat og Levende Låger hører også med til de årlige arrangementer, som levendegør lodshistorien og trækker mange mennesker til.

Alle aktiviteterne sker samtidigt med, at der bliver kalket, kittet, malet og udført alt det øvrige af det, der skal til for at vedligeholde og bevare Danmarks Lodsmuseum.

Desuden bliver der gerne arrangeret videnudflugter hvert år – både inden- og udenfor danske grænser. Således får deltagerne mulighed for at hente inspiration fra andre museer – gerne maritime.

Ja, frivilliggruppen har et meget højt aktivitetsniveau. Ingen nævnt, ingen glemt. Danmarks Lodsmuseum er i de bedste hænder, både hvad angår udstillinger, arrangementer, aktiviteter, renovering og vedligehold.

Med venlig hilsen

lods emeritus

Niels Schott Christensen

Næstformand i Danmarks Lodsmuseumsforening

Fik du læst?