Julemarked på Amagermuseet
I den forgangne weekend blev julen indledt med julemarked og juleudstillinger på Amagermuseet.
Atter i år var det et velbesøgt arrangement, hvor de glade museumsgæster indtog de gamle museumsgårde i Store Magleby.
Overalt på museet var der summen af liv og hygge, og i sommerkøkkenet blev der i løbet af dagen langet hundredvis af stedets berømte, hjemmelavede æbleskiver over disken – ofte sammen med et glas varm gløgg.
Fra Museum Amagers side er der blevet lagt vægt på at holde sikkerheden i højsædet, så julemarkedet kan afvikles inden for de gældende coronaretningslinjer – men uden at gå på kompromis med julestemningen.
Julemarkedet, der byder på aktiviteter for alle aldre, kan opleves igen både lørdag og søndag i denne uge, begge dage fra kl. 12–16.
Amagermuseets juleudstilling har desuden åbent onsdag til søndag frem til den 19. december – alle dage kl. 12–16.