Nedtællingen til julefesten er skudt i gang
Julen er ikke bare hjerternes, men også lysets fest – og med til tradtionerne her i Dragør hører byens store juletræ på Neels Torv. På lørdag, den 27. november – kl. 16, tændes julelysene i træet – og som traditionen også foreskriver, vil borgmester Helle Barth i forbindelse hermed læse højt fra Peters Jul.
I dagens løb vil der optil juletræstændingen være musik i gaden og nissepiger med godter til de besøgende.
Julemarkedet tilbage
På Badstuevælen kan man i år atter opleve det hyggelige julemarked, som blev startet i 2013 i forbindelse med DR’s julekalender »Tidsrejsen«, der har gjort brug af Dragør som kulisse for den fiktive by i serien.
Sidste år måtte julemarkedet, i lighed med så mange andre julearrangementer, desværre aflyses – men i år er boderne allerede blevet sat op og er i skrivende stund ved at blive udsmykket.
Selve markedet vil med start fra den kommende weekend holde åbent alle weekender frem til jul fra kl. 12–17.
Der er i år 14 boder med et bredt og spændende udvalg af skønne sager – lige fra livsstils- og wellnessprodukter til søde sager, fisk, store pandekager og varm julegløgg.
»Tidsrejsen« genudsendes på DR her i 2021 – og i den anledning er der på Dragør Museum arrangeret en særudstilling med effekter fra julekalenderen, ligesom lokationer fra »Tidsrejsen« vil være pyntet op, så de tager sig ud lige som i tv-udsendelsen.
Fra næste onsdag – den 1. december – går startskuddet til Dragørs helt egen by-julekalender, »Levende Låger«. Her mødes man hver dag kl. 17 på Badstuevælen, hvorfra turen straks efter i samlet flok på gåben afgår til en hemmelig destination, hvor dagens »låge« vil blive afsløret.
Julen i Dragør
Der er i den kommende tid op til selve højtiden righoldig mulighed for aktiviteter over hele Dragør Kommune – se mere i aktivitetsoversigten på side 4 i denne uges avis – og følg med i avisens spalter, hvor de mange arrangementer vil blive omtalt i ugerne frem til jul.